Spring over hovedmenu

Student i departementet

En studenterstilling giver dig en unik mulighed for at teste, hvordan teori virker i praksis, og flere af vores studenter bliver fuldmægtige efter studie. Vi kan også tilbyde studerende at skrive bachelor eller speciale hos os.

Som student i Beskæftigelsesministeriets departement får du mulighed for at prøve kræfter med det, du lærer på studiet. Du bliver en del af et fagligt miljø, som løbende vil udfordre og udvikle dig. Du skal være indstillet på, at du også løbende skal hjælpe med praktiske/logistiske opgaver.

Det er vigtigt for os at have studenter ansat, fordi de kommer med den nyeste viden fra studiet og kan bidrage til bæredygtige løsninger. Vi vil også rigtig gerne fastholde vores dygtigste studenter, når de bliver færdige med studiet.

Hvilken slags opgaver får vores studenter?

Uanset hvilken uddannelse, du er i gang med, og hvor du bliver ansat hos os, får du altid ansvar for dine opgaver og mulighed for at vokse med opgaverne. Vi tror på dig og forventer, at du er med til – i samarbejde med resten af ministeriet – at finde frem til de bedste bæredygtige løsninger.

Arbejdsopgaverne er meget forskellige og afhænger af, hvilket kontor du bliver ansat i. Vores studenter hjælper i dag med opgaver lige fra EU-udbud, dataudtræk og digitalisering til beregninger af de økonomiske konsekvenser af politiske forslag, bidrag til politiske beslutningsoplæg, internationale traktater og aftaler på ministeriets område til hjælpe med mødemateriale til ministeren og departementschefen.

Fælles for alle opgaver er, at du får en grundig introduktion – det gælder også til de it-systemer, vi anvender i vores dagligdag.

Vores studenter læser mange forskellige uddannelser, men typisk jura, økonomi, statskundskab eller kommunikation, og de er på forskellige semestre af deres studie. Vi stiller ikke krav til, hvor langt du skal være på studiet for at komme i betragtning til en studenterstilling hos os. En tommelfingerregel er dog, at du gerne skal have læst 2-3 semestre. 

Medarbejderportræt Sophie

Mød vores student Sophie

Som økonomistuderende er det et eldorado at have adgang til så mange data. Derfor har Sophie, som er studentermedhjælper, valgt at skrive sin bacheloropgave i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet.

Mød Sophie

Et godt socialt sammenhold

Det sociale liv på arbejdspladsen er vigtig for trivslen – det gælder også for vores studenter. Derfor har vi et netværk for studenterne i departementet, og vi opfordrer altid vores studenter til at deltage i sociale arrangementer.

Studenternetværket, som studenterne selv står for, bliver brugt til både faglige og sociale arrangementer, men også til at vidensdele på tværs af kontorer.

Vi har også en personaleforening for alle medarbejdere, som igangsætter en række aktiviteter. Det kan fx være den årlige DHL-stafet i Fælledparken, en tur i tivoli, vinsmagning, teater- eller biograftur.

Vilkår og muligheder som student

Som student i departementet arbejder du i gennemsnit 15 timer om ugen. Vores holdning er, at dit studie altid kommer i første række, derfor er vi altid opmærksomme på, at studiet kan kræve mere i eksamensperioder. Vi tilbyder dig ekstra fleksibilitet, så du kan skrue ned for arbejdstimerne, når du har eksamener, og op for arbejdstimerne i andre perioder.

Vi vil gerne holde på vores dygtige studenter – også når de er ved at være færdige med deres uddannelse. Derfor har vi fokus på vores studenters udvikling, og der er mulighed for at prøve kræfter med andre opgaver, et andet kontor eller måske en anden enhed i Beskæftigelsesministeriet. Alt det kan du tale nærmere om med din chef.

Når du bliver ansat som student, bliver du som udgangspunkt ansat efter Fællesoverenskomsten OAO-S og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og IT-medarbejdere (HK).

Kan jeg skrive mit speciale hos Beskæftigelsesministeriet?

Vi er altid interesseret i ny viden. Derfor giver vi også studerende mulighed for at skrive bachelor eller speciale hos os.

Du bliver tilknyttet et kontor, hvor du får din egen plads med adgang til vores data, analyser, love og bekendtgørelser. Du får også mulighed for at sparre med nogle af de medarbejdere, der ved absolut mest om det danske arbejdsmarked.

Vi mestrer de værktøjer, der er grundlaget for gode politiske beslutninger og løsninger. Det drejer sig om alt fra meningsfulde data og analyser, love og bekendtgørelser, nye digitale løsninger til gode svar til Folketinget. Det er os med de store reformer, der påvirker alle faserne i vores arbejdsliv. Og det kan du drage nytte af.

Vi tager løbene bachelor- og specialestuderende ind, så tøv ikke med at kontakte os.