Spring over hovedmenu
Medarbejderportræt Sophie

Skriver bacheloropgave i ministeriet

Som økonomistuderende er det et eldorado at have adgang til så mange data. Derfor har Sophie, som er studentermedhjælper, valgt at skrive sin bacheloropgave i samarbejde med Beskæftigelsesministeriet.

Sophie er studentermedhjælper i Kontor for Økonomi og læser Økonomi på Københavns Universitet. Sophie startede som studentermedhjælper, da hun læste på tredje semester, og hun er nu i gang med sin bacheloropgave.

- Jeg har adgang til en masse data her på arbejdet, og jeg synes analysearbejde med data er rigtig spændende. Derfor var det også ret oplagt for mig at skrive min bacheloropgave i samarbejde med kontoret – og heldigvis kunne det lade sig gøre.

Der er for tiden ansat ca. fire studentermedhjælpere i Kontor for Økonomi, og de har en fælles opgave, som er bundet op ad finanslovsarbejdet, hvor de hjælper de andre i kontoret med at sætte en masse Excelark op og sørge for at tallene stemmer. 

Sophie er også blevet en del af ”beregnergruppen”, hvor hun er med til at beregne, hvordan lovforslag påvirker samfundsøkonomien. Lige nu er Sophie fx med til at undersøge, hvordan sygedagpengeområdet har udviklet sig siden reformen i 2014 - og særligt siden Covid-19, og om borgerne har ændret adfærd.

- At være med til at undersøge menneskers beslutningstagen og adfærd er utroligt spændende, og jeg føler virkelig, at mit arbejde er meningsfyldt. 

Sophie sætter stor pris på, at hun har mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige opgaver, som både kan være projekter, som kører over længere tid, men også mere kortsigtede opgaver. Sophie sætter også stor pris på, at hun har sjove og dygtige kollegaer, som hun altid kan sparre med.

- Folk er meget dygtige og utrolig grundige. Det er ret inspirerende at gå på arbejde et sted, hvor du er omgivet af så mange dygtige kollegaer, så jeg suger til mig hver eneste gang, jeg er på arbejde.   

Sophie hæfter sig ved, at der er mange jyder ansat i ministeriet. Men det må stå for hendes egen regning. Vi fører ikke statistisk over, hvor i Danmark medarbejderne i departementet kommer fra:)