Spring over hovedmenu

Lovprogram 2025/2026

Her kan du se Beskæftigelsesministeriets lovprogram for folketingssamlingen 2025/2026.

Beskæftigelsesministeriet i Holmens Kanal 20

Oktober 2025

Ændring af lov om social pension og forskellige andre love (Ophør af udbetaling af forsørgelsesydelser til anbringelses- og behandlingsdømte)

Lovforslaget har til formål at ændre reglerne for udbetaling af forsørgelsesydelser i retspsykiatrien, således at forsørgelsesydelserne ophører ved indlæggelse som følge af anbringelses- eller 
behandlingsdom i retspsykiatrien. Reglerne for udbetaling af forsørgelsesydelser i retspsykiatrien ensrettes mest muligt med de regler, der gælder for indsatte og varetægtsfængslede i fængsler og 
arresthuse. Lovforslaget er en opfølgning på en delaftale i regi af aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.

Ændring af lov om en skattefri seniorpræmie, lov om social pension og forskellige andre love (Forhøjelse af den skattefri seniorpræmie m.v.) 

Lovforslaget har bl.a. til formål at forhøje seniorpræmien i 2026 og 2029, en skattefri udbetaling til seniorer, der gerne vil blive længere på arbejdsmarkedet. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af personskat mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre og Nye Borgerlige fra december 2023. Desuden udmønter lovforslaget et forslag om fritagelse for digital selvbetjening, som indgår i aftalen om kommunernes økonomi for 2026 mellem regeringen og KL fra maj 2025, samt flere tekniske ændringer.
 
Ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension, lov om arbejdsskadesikring og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond (Statslig finansieringsgaranti, bortfald af aktuarberetningen, skærpede krav til it- og cybersikkerhed, ny takststruktur på arbejdsskadeområdet m.v.) 

Lovforslaget har til formål at gennemføre ændringer af ATP-loven. Det indebærer bl.a., at der indføres en statslig finansieringsgaranti til ATP i lovforberedende arbejde som aftalt mellem regeringen og KL i aftalen om kommunernes økonomi 2025 af maj 2024. Desuden indfører lovforslaget en række skærpede it-sikkerhedskrav i henholdsvis ATP-loven og lov om Lønmodtagernes Dyrtidsfond. Lovforslaget skal herudover muliggøre, at der indføres en ny takstmodel for Arbejdsmarkedets Erhvervssikrings administration af arbejdsskadesager. Den nye takstmodel skal være med til at skabe en væsentlig øget grad af enkelthed og transparens samt grundlag for mere stabile takster over årene.

Ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring (Lempelse af anmeldepligten for arbejdsulykker, tydeliggørelse af Sikkerhedsstyrelsens tilsyn med autorisationsordningen på asbestområdet m.v.) 

Lovforslaget har til formål at ændre anmeldereglerne, så arbejdsgivers anmeldepligt af arbejdsulykker ændres fra at gælde tilskadekomnes første fraværsdag til at gælde fra tredje fraværsdag. Reglerne om anmeldelse af arbejdsulykker forenkles i forlængelse af aftalen om kommunernes økonomi for 2026 mellem regeringen og KL fra maj 2025. Lovforslaget har desuden til formål at tydeliggøre Sikkerhedsstyrelsens tilsynsforpligtelse i forhold til autorisationsordningen for nedrivning af asbest. 

Ændring af barselsudligningsloven (Forhøjelse af bidragssatsen til barselsudligningsordningen)

Lovforslaget regulerer det årlige bidrag for private arbejdsgivere og selvstændige til Barsel.dk på baggrund af indstilling herom fra ATP’s bestyrelse.


November 2025

Ændring af lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner (Grænse for kommunernes udgifter til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentorstøtte i den kommunale budgetgaranti og indførelse af forældelsesregler i Ydelsesrefusion) 

Lovforslaget har til formål at indføre en finansieringsgrænse over den statslige finansiering af udgifterne til øvrig vejledning og opkvalificering samt mentorordningen. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. Endvidere har lovforslaget til formål at indføre en forældelsesfrist for, hvor længe Ydelsesrefusion skal opbevare data. Denne del af lovforslaget er en opfølgning på aftalen om kommunernes økonomi for 2025 mellem regeringen og KL fra maj 2024.

Ændring af lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. og forskellige andre love (Skærpelse af regler for førtidspension på baggrund af alvorlig kriminalitet, skærpelse af karantæneordninger i ydelsessystemet m.v.) 

Lovforslaget har til formål at skærpe reglerne for førtidspension, seniorpension og tidlig pension for kriminelle samt forlænge og udvide de eksisterende karantæneordninger i ydelsessystemet. Lovforslaget indeholder tiltag om frakendelse af førtidspension m.v. på baggrund af alvorlig kriminalitet, herunder bl.a. grov narkokriminalitet. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om frakendelse af førtidspension og skærpelse af karantæneordning på baggrund af alvorlig kriminalitet mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti fra juni 2025.

Ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats, lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af kravet om jobcentre og frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen, afskaffelse af ressourceforløb og revalidering m.v.) 

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende mere fleksible kontaktforløb og tilbud, afskaffelse af ressourceforløb, særlig støtte, revalidering, jobrotation m.v. samt afskaffelse af kravet om jobcentre og større kommunal frihed i organisering af beskæftigelsesindsatsen. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.


December 2025

Ændring af lov om arbejdsmiljø og ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Ændring af lovens revisionsbestemmelse og opfølgning på kommende politiske aftaler om en styrket indsats mod social dumping og en national strategi om asbest) 

Lovforslaget har til formål at tage stilling til lovens revisionsbestemmelse, hvoraf det følger, at ministeren skal fremsætte forslag om revision af loven i folketingsåret 2025/26. Bestemmelsen 
er indsat for, at det løbende kan sikres, at udstationeringsdirektivets regler om mindsteløn kan anses for implementerede gennem kollektive overenskomster og individuelle aftaler. Derudover har lovforslaget til formål at følge op på kommende politiske aftaler om en styrket indsats mod social dumping og en national strategi om asbest.


Januar 2026

Ændring af lov om Institut for Menneskerettigheder – Danmarks Nationale menneskerettighedsinstitution m.v. (Gennemførelse af direktiver om standarder for ligebehandlingsorganer) 

Lovforslaget har til formål at gennemføre to direktiver om standarder for ligebehandlingsorganer. Direktiverne fastsætter minimumskrav til ligebehandlingsorganers virke for at gøre dem mere effektive og sikre deres uafhængighed med henblik på at styrke anvendelsen af princippet om ligebehandling. 

Ændring af arbejdsmiljøloven (Nedlæggelse af Produktregisteret) 

Lovforslaget har til formål at nedlægge Produktregisteret, som er et fælles register mellem Arbejdstilsynet og Miljøstyrelsen, der indeholder oplysninger om virksomheders import og produktion af miljø- og sundhedsfarlige stoffer og materialer.


Februar

Lov om genåbning af visse førtidspensionssager 

Lovforslaget har til formål at sikre en systematisk gennemgang af udvalgte førtidspensionssager, hvor det skal vurderes, om der er grundlag for at genåbne sager med henblik på frakendelse. 

Lov om ID-kort på større bygge- og anlægsprojekter 

Lovforslaget har til formål at indføre krav om ID-kort på bygge- og anlægsprojekter med en anlægssum på 100 mio. kr. eller derover. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og regeringens udspil om udenlandsk arbejdskraft og social dumping fra juni 2025.

Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats 

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende en aktiv beskæftigelsesindsats og indeholder en ny gennemskrevet hovedlov, herunder tilbageværende regler i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. 

Ændring af lov om en aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Reform af beskæftigelsesindsatsen, et nyt sanktionssystem, ny reduceret sygedagpengesats som følge af afskaffelsen af jobafklaringsforløb m.v.) 

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende ændringer i sygedagpengesystemet, bl.a. indførslen af reduceret sygedagpengesats samt ændringer i sanktionssystemet. Lovforslaget er en opfølgning på regeringsgrundlaget ”Ansvar for Danmark” fra december 2022 og aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025. 

Ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv socialpolitik, lov om sygedagpenge, integrationsloven og forskellige andre love (Konsekvensrettelser som følge af ny lov om en aktiv beskæftigelsesindsats m.v.) 

Lovforslaget udmønter dele af beskæftigelsesreformen vedrørende konsekvenser i øvrig lovgivning som følge af ny hovedlov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Lovforslaget er en opfølgning på aftalen om reform af beskæftigelsesindsatsen: Mere værdighed, større frihed og færre regler mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne), Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre fra april 2025.