Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 20-05-2025

Tæt på uændret ledighed i april 2025

Der er 86.800 fuldtidsledige i april 2025. Det viser de nyeste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Ledigheden er dermed tæt på uændret i forhold til måneden før med et lille fald på 400 fuldtidspersoner. Ledighedsprocenten er fortsat uændret på 2,9 pct.

Beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen siger:

- Det er positivt, at selvom mange virksomheder er påvirket af uroen omkring toldsatser, formår vi fortsat i Danmark at holde ledigheden på et lavt niveau. Men det er også i tider som disse, at vi skal gøre, hvad vi kan for at få de sidste med. En af de indsatser, der skal hjælpe med det, er Ungeløftet, som er rettet mod de 43.000 unge, der hverken har et job eller en uddannelse. Her går vi sammen med kommuner, virksomheder og civilsamfund og går til opgaven på en helt ny måde, som forhåbentlig kan nedbringe gruppen, der desværre har været konstant i alt for mange år.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering offentliggør ledighedstallet for maj 2025 den 19. juni 2025.

Kontakt

Pressevagt

51232830