Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 22-06-2022

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaards kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for april 2022

I april 2022 var der 2.948.000 personer i job. Det er 4.000 flere end måneden før svarende til en stigning på 0,1 procent. Dermed stiger beskæftigelsen i Danmark den 15. måned i træk og siden januar 2021 er antallet af lønmodtagere steget med i alt 184.000 personer.

Ser man på den private sektor, er der kommet 5.000 flere lønmodtagere siden marts måned. I samme periode er der kommet 1.000 færre offentligt ansatte.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg får endnu engang lov til at glæde mig. Beskæftigelsen stiger den 15. måned i træk. Det er i den grad en glædelig nyhed, der gang på gang bekræfter mig i, at regeringen har ført en ansvarlig økonomisk politik, som vi nu høster frugterne af. Vi og en række partier indgik i sidste uge en ny aftale om kontanthjælpssystemet, som på sigt vil sikre, at flere kommer i arbejde.

- På trods af, at beskæftigelsen stiger og ledigheden falder herhjemme, så raser der fortsat krig på grund af Putins brutale angreb på Ukraine. Det har også konsekvenser herhjemme. Forbrugerpriserne er på sit højeste, og det er regeringen fortsat meget opmærksomme på, og vi følger udviklingen tæt.

- Regeringen er fortsat optaget af at hjælpe de ukrainere, der gerne vil søge ly i Danmark, til at få en tryg og god tilværelse i Danmark – og det rette job til deres unikke kompetencer. Der er løbende blevet afholdt jobmatcharrangementer ude i landets kommuner, hvor interessen, både fra ukrainere og arbejdsgivere, har været stor. Og det er jeg glad for.

Kontakt

Pressevagt

51232830