Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 29-04-2021

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaards kommentar til ledighedstallet for marts 2021

Ledigheden faldt med 1.800 i marts 2021 og ligger på 128.600 fuldtidspersoner. Det svarer til 4,5 procent af arbejdsstyrken, viser nye tal fra Danmarks Statistik.  

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

 - Ledighedskøen blev 1.800 kortere fra februar til marts oven på to måneder med stigninger. Det er også en udvikling, vi kan genkende fra de daglige tal for antal tilmeldte.

- Genåbningen i begyndelsen af marts afspejles således allerede i tallene. Det glæder mig, at det igen ser ud til at gå den rigtige vej blandt andet takket være en aktiv finanspolitik, hvor vi investerer i at bevare arbejdspladser og få ledige tilbage i job.

- For at understøtte genåbningen har vi sammen med arbejdsmarkedets parter gjort det muligt at ansatte på lønkompensation kan være med til at forberede genåbning af deres virksomheder i op til syv dage op til virksomhedens genåbning. Det skal være med til at sikre, at virksomhederne kan komme hurtigt op i gear.

- Samtidig har vi fokus på at give de ledige, som har mistet deres arbejde under coronakrisen, bedre mulighed for at efteruddanne sig, og vi har netop gjort det muligt for nyuddannede at komme i virksomhedspraktik i otte uger i stedet for fire. Vi skal fortsat gøre alt, hvad vi kan for at holde hånden under dansk økonomi.

Kontakt

Pressevagt

51232830