Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 22-11-2020

Regeringen udpeger medlemmer af pensionskommissionen

Regeringen og forligspartierne bag aftalen om seniorpension har nedsat en kommission, som blandt andet skal sikre, at pensionsreglerne tilskynder folk til at blive længere på arbejdsmarkedet, hvis de kan og vil. Medlemmerne af kommissionen er nu på plads.

Pensionskommissionen skal samtidig afdække virkningerne af en lempeligere levetidsindeksering, så folkepensionsalderen stiger i et langsommere tempo for årgange, som går på pension fra 2040.

Tidligere beskæftigelsesminister Jørn Neergaard er udpeget som formand, og de øvrige medlemmer bliver:

  • Laila Mortensen, formand i Forsikring & Pension samt adm. direktør i Industriens Pension
  • Dorrit Vanglo, adm. direktør LD Fonde
  • Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, prof. i økonomi ved Københavns Universitet
  • Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi får så kompetente folk til at hjælpe os med at se nærmere på de udfordringer, vi står med på pensionsområdet. Det er et vigtigt velfærdsområde med stor betydning for alle danskere. Vi har netop aftalt en ret til tidlig pension for folk med mange år på arbejdsmarkedet, men der er også brug for at se på pensionsområdet mere generelt. Det får vi nu undersøgt til bunds, herunder om reglerne giver folk tilstrækkeligt økonomisk tilskyndelse til spare op. Jeg ser frem til at modtage kommissionens rapport.

Kommissionen er nedsat som led i udmøntningen af Aftale om ret til seniorpension for nedslidte, som VLAK-regeringen indgik med Dansk Folkeparti og Radikale Venstre i maj 2019.

I første kvartal af 2022 skal kommissionen afrapportere til regeringen og forligspartierne. Kommissionen holder sit første møde i december. 

Kontakt

Pressevagt

51232830