Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 20-12-2019

Ny lov skal forbedre arbejdsmiljøet

Et bredt flertal i Folketinget har i dag vedtaget en ny arbejdsmiljølov, som giver Arbejdstilsynet nye redskaber i indsatsen for et sikkert og sundt arbejdsmiljø på landets arbejdspladser. Loven udmønter en del af den brede politiske aftale om en styrket arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet fra foråret 2019, som giver Arbejdstilsynet nye og bedre muligheder for at kontrollere virksomhedernes arbejdsmiljø.

Med lovforslaget udvides Arbejdstilsynets værktøjskasse, så de virksomheder, der aktivt går ind i at forbedre arbejdsmiljøet, får mulighed for at indgå aftaleforløb med Arbejdstilsynet om at løse deres arbejdsmiljøproblemer, ligesom det tidligere rådgivningspåbud ændres til et kompetencepåbud, der tager højde for virksomhedernes forskellige behov for kompetenceopbygning. 

Samtidig skærper loven sanktionerne over for de virksomheder, der overtræder den, så det i endnu mindre grad kan betale sig at slække på arbejdsmiljøet. Bøderne stiger og skærpes særligt for de virksomheder, som begår alvorlige overtrædelser af reglerne. Virksomheden vil desuden fremover skulle betale et gebyr for det efterfølgende skærpede tilsyn, når Arbejdstilsynet nedlægger forbud. 

Desuden vil Arbejdstilsynets indsats i endnu højere grad blive målrettet de virksomheder, der har størst risiko for arbejdsmiljøproblemer.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger:

- Det er helt afgørende, at vi har et godt arbejdsmiljø i Danmark, og jeg er rigtig glad for, at et meget bredt flertal af partier i Folketinget er enige om at forbedre indsatsen markant. Vi har stadig for mange ulykker og for mange, der bliver syge af at gå på arbejde, og det er selvfølgelig uacceptabelt. Derfor vil vi også følge resultaterne på området tæt.

Lovforslaget implementerer en del af den politiske aftale fra foråret 2019. Aftalen bygger på anbefalingerne fra det ekspertudvalg, den tidligere VLAK-regering nedsatte.

Med aftalen blev arbejdsmiljøet styrket med 460 millioner kroner frem mod 2022. Midlerne går til at forbedre det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på landets arbejdspladser og øge kontrollen med udenlandske virksomheder.

Herudover styrker regeringen med finansloven for 2020 arbejdsmiljøet yderligere ved at afsætte ekstra 245 millioner kroner frem mod 2023 til kontrollen med udenlandske virksomheder.

Læs det vedtagne lovforslag på Folketingets hjemmeside

 

Kontakt

Pressevagt

51232830