Spring over hovedmenu

PRESSEMEDDELELSE / 22-10-2018

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens kommentar til lønmodtagerbeskæftigelsen for august 2018

Beskæftigelsen fortsætter med at stige. Alene i august måned er der kommet 5.300 flere private job, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I august 2018 var der 2.760.000 personer i job. Ser man på den private sektor, er der kommet 5.300 flere job i august måned. 

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen siger: 

- Antallet af beskæftigede sætter igen rekord. Aldrig har der været så mange lønmodtagere i Danmark. Siden sommeren 2015 er der i alt kommet 152.500 flere private job. Det er mere end dobbelt så mange, som der bor i en by som Esbjerg. Det glæder mig rigtig meget, at der er skabt så mange nye job. 

Den danske økonomi befinder sig et rigtig godt sted. Mens beskæftigelsen stiger, falder ledigheden. Dette har også bevirket, at arbejdskraftsreserven fra juli 2012 til juli 2018 er faldet fra omkring 105.000 personer til omkring 64.000. 

- Vi ser derfor samtidigt, at flere og flere virksomheder har problemer med at få besat deres ledige stillinger. Det kan have den konsekvens, at virksomheder må sige nej til ordrer og kan i sidste ende gå ud over dansk vækst og velfærd. Det er noget, jeg tager meget alvorligt. 

Et af regeringens initiativer på dette område er at gøre det lettere for virksomhederne at få kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Regeringen har derfor den 3. oktober 2018 lanceret et udspil, der skal gøre international rekruttering lettere og opholdsordningerne smidigere. Vi vil samtidig fortsætte indsatsen med at få flere ledige opkvalificeret. Det er nu, hvor det går godt, at vi skal få flere med.

Find tallene på Danmarks Statistiks hjemmeside 

 

Kontakt

Pressevagt

51232830