Spring over hovedmenu

NYHED / 07-05-2021

Yderligere genåbning: Alle ledige får igen mulighed for at få alle typer af indsatser

Som led i den yderligere genåbning af beskæftigelsesindsatsen får alle ledige fra 16. maj mulighed for også at få tilbud om nytteindsats og øvrig vejledning og opkvalificering. Dermed kan jobcentrerne igen give alle typer af indsatser til alle ledige.

I april blev der åbnet op for, at ledige kunne komme i virksomhedspraktik og løntilskud med fysisk fremmøde. Nu åbnes der yderligere op for beskæftigelsesindsatsen fra 16. maj 2021, så alle ledige også kan få tilbud om nytteindsats og øvrig vejledning og opkvalificering. Det fremgår af bekendtgørelsen om yderligere genåbning af beskæftigelsesindsatsen i Danmark.

Sagsbehandleren skal dog altid konkret vurdere, om tilbuddet er det rigtige for de personer, som er i risikogruppen for Covid-19 eller har pårørende i risikogruppen.

Den nye bekendtgørelse træder i kraft 16. maj 2021.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Jeg er glad for, at vi i takt med den gradvise genåbning af samfundet også åbner yderligere op for beskæftigelsesindsatsen, så hele værktøjskassen igen kan tages i brug til alle. Der er ingen tvivl om, at mange ledige har brug for en hjælpende hånd til at komme tilbage i job. Derfor er det vigtigt, at jobcentrene igen har mulighed for at give alle typer af tilbud.