Spring over hovedmenu
""
Regeringen styrker igen sikkerhedsnettet for de mange mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet. Perioden med dagpenge og sygedagpenge forlænges, og 225-timersreglen bliver suspenderet.

NYHED / 23-11-2020

Ledige får ekstra to måneder med dagpenge

Retten til dagpenge forlænges med to måneder på grund af corona-krisen og de skærpede restriktioner for at få styr på smittespredningen. Det fremgår af et lovforslag, som Folketinget vedtog den 19. november 2020.

Et bredt flertal i Folketinget har torsdag vedtaget lovforslaget, der udmønter dele af hjælpepakken, som regeringen indgik med Venstre, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Der Konservative Folkeparti og Alternativet den 27. oktober.

Med lovforslaget får ledige, der opbruger deres dagpengeret i perioden fra 1. november 2020 og indtil 1. november 2021, forlænget retten til dagpenge med to måneder.

Sygedagpengemodtagere, der ikke kan få forlænget deres ret til sygedagpenge, får ekstra tre måneder med sygedagpenge. Det betyder, at man bliver på sygedagpenge – og ikke kommer til at starte i et jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse – frem til og med den 31. januar 2021.

Derudover bliver 225-timersreglen for kontanthjælpsmodtagere suspenderet fra 1. november 2020 til 31. januar 2021. Hvis man er omfattet af 225-timersreglen, får man dermed op til tre måneder ekstra til at opfylde beskæftigelseskravet.

Det vedtagne lovforslag har virkning fra den 1. november 2020.

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

- Corona-pandemien er langt fra overstået. Vi har derfor gennem efteråret indført en nye restriktioner for at få styr på smittespredningen. Men hjælpen skal selvfølgelig følge med. Det handler om at holde hånden danske arbejdspladser, men også om at styrke sikkerhedsnettet for de mange mennesker, som står uden for arbejdsmarkedet. Derfor forlænger vi præcist som i foråret perioden med dagpenge og sygedagpenge, og vi suspenderer igen 225-timersreglen.