Spring over hovedmenu

Ledige stillinger i Beskæftigelsesministeriet

Her finder du vores ledige stillinger. Ansøgningsprocessen foregår altid via vores elektroniske rekrutteringssystem. Dine oplysninger slettes efter seks måneder.

Jurist med interesse for arbejdsmiljøloven

Motiveres du af at håndtere og følge op på komplekse arbejdsmiljøsager i tæt dialog med kollegaer? Ønsker du sammen med os at medvirke til at skabe et godt arbejdsmiljø på danske arbejdspladser? Så er du måske den jurist vi søger til et barselsvikariat i Arbejdstilsynets Tilsynscenter Nord i Hadsten.

Vi arbejder for et sundt og dynamisk arbejdsmarked
Arbejdstilsynet er den danske myndighed på arbejdsmiljøområdet. Vores mål er at fremme et sundt, sikkert og udviklende arbejdsmiljø på de danske arbejdspladser. Vi fører tilsyn med, at virksomhederne i praksis skaber de gode rammer for deres medarbejdere, der skal til for at undgå at mennesker nedslides, kommer til skade eller får stress. Det er en gevinst for både medarbejdere, virksomheden og samfundet.

Vores forebyggende og vejledende arbejde bygger altid på den nyeste evidensbaserede viden om området – kritisk reflekteret og drøftet i et forum af fagligt højt kvalificerede kolleger.

Du kan læse mere om os på www.at.dk.

Kom tæt på kerneopgaver i tilsynscentret
Tilsynscenter Nord er beliggende i Hadsten og dækker Region Midt og Region Nord. Formålet med tilsynscentrets virke er at kontrollere og vejlede virksomheder om konkrete arbejdsmiljøforhold.

Tilsynscentrets ansvarsområde er:

  • At forestå tilsynsarbejde i overensstemmelse med vedtagne kvalitetsprocedurer og prioriteringsredskaber
  • At varetage sagsbehandling i relation til tilsyn og alle henvendelser fra virksomhederne.
  • At forestå samarbejdet med andre lokale aktører, fx arbejdsmedicinske klinikker.

Du bliver en del af tilsynscentrets engagerede juristgruppe, som består af 12 jurister, 5 administrative medarbejdere samt en tilsynschef med ansvar for det juridiske område.

Dine opgaver vil bl.a. bestå af:

  • behandling af straffesager ved overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen
  • rådgivning af tilsynsførende om arbejdsmiljøloven og juridiske spørgsmål af principiel art
  • undervisning af tilsynsførende og administrative medarbejdere
  • behandling af forespørgsler fra eksterne samt andre juridiske opgaver

Bliv vores nye kollega
Vi forestiller os, at du:

  • er cand. jur.
  • har erfaring med håndtering af og opfølgning på komplekse opgaver
  • kan bevare overblikket i pressede situationer
  • kan balancere hensyn til effektivitet og høj faglig kvalitet i arbejdet
  • evner at skabe og fastholde gode samarbejdsrelationer såvel internt som eksternt
  • har gode kommunikative kompetencer såvel mundtligt som skriftligt, herunder evner at oversætte juridiske problemstillinger til ikke-jurister

Det er en fordel, hvis du har kendskab til arbejdsmarkeds- og arbejdsmiljøforhold samt erfaring med myndighedsudøvelse.

Vi finder løsninger sammen
Som en del af Beskæftigelsesministeriet, er Arbejdstilsynet med til at sætte rammerne for menneskers arbejdsliv, og vi er derfor forpligtet til at finde de bedste løsninger. Dem finder vi i fællesskab. Hos os er dørene åbne og barriererne lave. Vi deler vores viden og giver hinanden med- og modspil, så ideerne skærpes, inden de bliver til fælles løsninger.

Hos os kommer du til at arbejde sammen med fagligt dygtige og dedikerede kolleger i en hverdag med højt tempo og store udfordringer. Hver dag byder på nye problemstillinger, og du skal derfor være parat til at tage opgaver ind fra højre og sætte hele dit faglige register i spil. Til gengæld får du gode muligheder for at gøre en positiv forskel for menneskers arbejdsliv.

Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er et barselsvikariat, der forventeligt løber til udgangen af maj 2020, evt. med mulighed for forlængelse.

Stillingen er en fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter snarest muligt.

Du bliver ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten.

Spørgsmål og ansøgning
Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte tilsynschef Kristian Pinderup Langbak på mail kpla@at.dk eller telefon nr. 72209002.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte fuldmægtig Andras Kjartansson Thomassen i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf.nr. 7220 5139.

Alle interesserede ansøgere uanset alder, køn, handicap, religion eller etnisk tilhørsforhold opfordres til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest mandag den 19. august 2019.

Vi forventer, at afholde samtaler den 22. august 2019. Der vil indgå en opgave i forbindelse med samtaleforløbet.

Send ansøgning