Der var tid til et liv ved siden af arbejdet
Der var flere ting, der overraskede tidligere medarbejder Jacob Holbraad, da han kom til Beskæftigelsesministeriet. Og flere erfaringer, som han har taget med sig i sin videre karriere.
Jacob Holbraad kom til Beskæftigelsesministeriet i 2008 som afdelingschef for det, der dengang hed Politisk Sekretariat. Jacob har igennem sin karriere været flere steder i centraladministrationen før og efter Beskæftigelsesministeriet. I dag er det otte år siden, han skiftede til Dansk Arbejdsgiverforening. Det er derfor interessant at høre, hvordan han ser tilbage på Beskæftigelsesministeriet, og hvad tiden i departementet har givet ham. Blandt andet oplevede han en anden balance mellem arbejde og fritid:
- Det var kendetegnende for Beskæftigelsesministeriet, at man lavede noget, der var spændende og udfordrende, men det var også muligt at have et liv ved siden af. I væsentlig højere grad, end jeg havde været vant til de andre steder. Jeg husker i starten, når jeg åbnede døren efter et møde ud på eftermiddagen, og kiggede rundt på et mere eller mindre tomt kontor kl. 16.30 – de var fornuftigt nok gået hjem til deres familier.
Jacob kendte ikke til beskæftigelsesområdet, da han kom til departementet, og noget der også overraskede Jacob, var den faglige kompleksitet:
- Beskæftigelsesområdet er et komplekst politikområde, et af velfærdsstatens kerneområder, og det var mit første møde med lovgivning, der går helt tæt på det enkelte menneskes forsørgelsesgrundlag. Det var enormt lærerigt at dykke dybt ned i. Og der var der en stor seriøsitet og høj faglighed omkring det. ”In-house” i departementet havde vi en række medarbejdere, der kunne de mange forskellige ordninger, og så havde vi også nogle meget dygtige kollegaer i styrelserne, der havde styr på de mangefacetterede elementer af beskæftigelsespolitikken.
Samarbejdet omkring det komplekse område husker Jacob også:
- Når man skal lykkes som organisation, så skal man dele sin viden bedst muligt og mest muligt, og det gjorde man i Beskæftigelsesministeriet – endda rigtigt godt. Der var et godt samspil mellem departementet og styrelserne, og det var en fornøjelse at være en del af.
Jacob fortæller om den opgave, han husker bedst, og som også var den største opgave, mens han var i departementet. Efter finanskrisen lavede regeringen i 2010 en genopretningspakke, som skulle nå at falde på plads på kort tid. Når der er store sager, kan der være en periode, hvor det hele ”koger” frem mod deadline:
- Det er jo derfor, man går på arbejde. Det er enormt sjovt. Og denne her sag var oveni også enormt besværlig! Der blev stillet 147 spørgsmål undervejs i forhandlingsforløbet - det fik vi også håndteret. Og vi bidrog til at lave noget, der var virkelig sundt og godt for den enkelte ledige og for samfundsøkonomien.
Jacob kom fra en stilling som kontorchef i Finansministeriet, da han kom til Beskæftigelsesministeriet. Jobbet som afdelingschef blev første gang, han var chef for et større antal medarbejdere, og det gav nogle ledelseserfaringer, som han kunne tage med sig videre.
- Jeg var chef for væsentligt flere, end jeg havde prøvet før. Det var lærerigt, også personligt. Og så var medarbejdersammensætningen i hvert fald i min tid anderledes, end jeg havde oplevet før, og det gjorde ledelsesopgaven til en anden. Tidligere havde jeg været chef for typisk unge mennesker, der gerne ville arbejde solen sort, så det var mest en faglig ledelsesopgave. I Beskæftigelsesministeriet var der også en mere ”voksen” medarbejderskare med andre krav, ønsker og liv, og flere blev også i ministeriet i længere tid. Medarbejderne stillede derfor også nogle andre krav til mig som chef. Der er stor forskel på at være faglig leder og sørge for, at sagerne bliver ordentlige, til også at være en mere holistisk leder. Det var personligt både sundt og udviklende at prøve.
Der er en ting mere, som Jacob har taget til sig, og det handler om ordentlighed:
- Som sagt går beskæftigelsesområdet helt tæt på det enkelte menneskes forsørgelsesgrundlag. Jeg kunne godt lide den seriøsitet, der var omkring, at når man har med menneskers grundforsørgelse at gøre, så skal man tænke sig godt om. Det, syntes jeg, prægede huset. Alle tog det på sig, samtidig med at man lavede de reformer, der skulle til. Der var en kultur af ordentlighed, og det, synes jeg, er vigtigt. Det har jeg også taget med mig.