Skip navigation


Service navigation


Aftale om at forny Forebyggelsesfonden

Partierne bag Forebyggelsesfonden, der foruden regeringen (Venstre og Det Konservative Folkeparti) tæller Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, har den 4. november 2009 indgået en aftale om at forny Forebyggelsesfonden.

Oversigt over elementer i aftalen om at forny Forebyggelsesfonden:
 

Forebyggelsespakker
Virksomhederne tilbydes såkaldte forebyggelsespakker, der er foruddefinerede projekter, som virksomhederne kan søge. Forebyggelsespakkerne hjælper desuden virksomheden med at planlægge og gennemføre projektet. Det vil gøre det lettere for ikke mindst små virksomheder at søge om støtte til og gennemføre et projekt.

Mere enkel ansøgningsproces
Ansøgningsprocessen i Forebyggelsesfonden forenkles, så det bliver lettere og hurtigere for ikke mindst små virksomheder at søge om støtte til et projekt. 

Øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø
Der bliver øget fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Forebyggelsesfonden får et nyt hovedformål – hovedformål 4 – hvor der kan gives støtte til forebyggelse af psykisk nedslidning. Forebyggelsesfonden kan give støtte til projekter på virksomheder, der beskæftiger ansatte inden for nye jobgrupper. De nye jobgrupper udpeges fra år til år og er udvalgt, fordi her er tendens til stigende psykisk belastning med risiko for, at medarbejderne bliver slidt ned.

I 2010 oprettes en pulje på 20 mio. kr. til jobgrupper, der er truet af nedslidning på grund af en stigende psykisk belastning. Det drejer sig om følgende jobgrupper:

  • Sygeplejersker
  • Lærere
  • Socialrådgivere
  • Medie- og reklameansatte

Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats fortsætter
Arbejdstilsynets særlige tilsynsindsats i nedslidningstruede brancher, som blev aftalt i forbindelse med Velfærdsaftalen, videreføres efter 2010 med mere fokus på dialogbaseret vejledning. Erfaringerne fra indsatserne anvendes til at udvikle forebyggelsespakkerne. Der afsættes 50 mio. kr. årligt til Arbejdstilsynet fra 2011 til 2014.

Sundhedsfremme og arbejdsmiljøindsats skal kombineres
Projekter, der kombinerer fremme af sund livsstil med arbejdets organisering og arbejdsmiljø, har bedre effekt end projekter, der alene fokuserer på individuel sundhedsadfærd. Det har Forebyggelseskommissionen og regeringen peget på. Derfor ændres kriterierne for at få tildelt midler under hovedformål 3. Fra 2011 er det primært projekter, der integrerer sundhedsfremme- og arbejdsmiljøindsatsatsen, som kan modtage støtte fra fondens hovedformål 3.

Evalueringerne standardiseres
Forebyggelsesfondens midler skal anvendes til de projekter, der har den største effekt. Derfor skal evalueringen af de støttede projekter standardiseres, så det blive nemmere at sammenligne effekten af de forskellige indsatser. 

Forebyggelsesfonden styrker formidlingsindsatsen
Der er behov for en bedre formidling af viden om projekter, der har fået støtte fra Forebyggelsesfonden, til en bredere kreds af interessenter. Derfor afsættes der midler fra Fonden til at styrke formidlingsindsatsen. 


Læs mere

Kontaktinformation

Beskæftigelsesministeriet
|
Ved Stranden 8
|
1061 København K
|
Telefon: 7220 5000
|
Fax: 33 12 13 78
|
E-mail:

Genveje

Genveje