Skip navigation


Service navigation


Handlingsplan skal forbedre beskæftigelsesindsatsen i kommunerne

20.05.2009

Rigsrevisionen har undersøgt jobcentrenes beskæftigelsesindsats over for kontanthjælpsmodtagere. Undersøgelsen viser blandt andet:

  • Mange jobcentre sikrer ikke, at kontanthjælpsmodtagere får og deltager i den beskæftigelsesindsats, de har ret og pligt til. Der er stor forskel på, i hvilken grad jobcentrene opfylder kravene.
  • Det er forskelligt, om kommunerne hjemtager statsrefusion for perioder, hvor en kontanthjælpsmodtager ikke er rettidigt aktiveret. Nogle kommuner får derfor refusion, de ikke er berettiget til.

Undersøgelsen viser på linje med Beskæftigelsesministeriets løbende målinger, at mange jobcentre ikke sikrer, at kontanthjælpsmodtagerne modtager den aktive indsats, som de har krav på. Derfor kommer konklusionen i denne del af Rigsrevisionens rapport ikke bag på beskæftigelsesminister Inger Støjberg:

- Det er et langt sejt træk at få gjort op med tidligere tiders politik om, at kontanthjælpsmodtagere bare skal overlades til sig selv. Alle borgere, og det gælder ikke mindst dem, der har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet, skal have hyppig og aktiv hjælp af jobcentrene. Og regeringens politik virker. I løbet af de seneste fem år er antallet af kontanthjælpsmodtagere faldet med 28.000 personer.

Kommunerne har da også forbedret deres indsats, så flere kontanthjælpsmodtagere får samtaler og tilbud til tiden. Nye tal fra Jobindsats.dk viser, at siden 2004 er andelen af kontanthjælpsmodtagere, der får deres første tilbud til tiden, steget fra 49 til 63 procent. Og andelen af samtaler, der gives til tiden, er steget fra 54 til 79 procent siden 2006, hvor de første målinger foreligger.

- Men det er stadig ikke godt nok. Derfor vil jeg gerne gentage, hvad jeg har sagt tidligere. Det er uacceptabelt, at mange kommuner ikke formår at give kontanthjælpsmodtagere tilbud til tiden. Rigsrevisionens undersøgelse sender et stærkt signal til landets borgmestre om, at de skal have større fokus på, at alle borgere får den aktive og jobrettede beskæftigelsesindsats, som de har krav på, siger Inger Støjberg.

Til gengæld overrasker det Inger Støjberg, at kommuner har modtaget refusion, som de slet ikke er berettiget til:

- Jeg kan på ingen måde være vidne til, at kommuner modtager refusion for en indsats, som de slet ikke har gennemført. Det går ikke kun ud over statens pengekasse. Det går også ud over de borgere, som ikke får de tilbud, de har krav på. Vi har derfor indskærpet meget kraftigt over for landets borgmestre, at det her ikke er godt nok. Kontanthjælpsmodtagere skal have en aktiv beskæftigelsesindsats, og de skal have den til tiden. Og kommunerne skal have styr på, hvordan de konterer deres udgifter, siger Inger Støjberg.

Rigsrevisionens rapport viser, at landets borgmestre, kommunalpolitikere og jobcentre står over for en stor udfordring i den kommende tid. For at understøtte deres arbejde med at forbedre beskæftigelsesindsatsen for kontanthjælpsmodtagere lancerer beskæftigelsesministeren derfor en handlingsplan med seks initiativer.

Handlingsplanen indeholder:

  1. Kraftig indskærpelse over for landets borgmestre om at rette op hurtigst muligt
    En række kommuner har uretmæssigt modtaget statstilskud via ukorrekt kontering af kontanthjælpsudgifter. Derfor indskærpes reglerne og rammerne for den aktive beskæftigelsesindsats og refusionen af kontanthjælpsudgifter.
  2. Kommunal fokusrevision af den aktive beskæftigelsesindsats
    Beskæftigelsesministeriet vil iværksætte en fokusrevision af refusionsområdet i regnskaberne for 2010, hvor de kommunale revisorer foretager en særlig stikprøvebaseret revision af den aktive beskæftigelsesindsats.
  3. Task force til effektivisering af arbejdsgange
    Der bliver oprettet en task force med eksterne eksperter i hver beskæftigelsesregion. Task forcen skal bidrage til at effektivisere jobcentrenes arbejdsgange, når jobcentrene holder jobsamtaler og giver aktive beskæftigelsestilbud til borgerne.
  4. Intensiv formidling af best practice på tværs af jobcentre
    På tværs af landet er der jobcentre, der håndterer den aktive beskæftigelsesindsats godt. Regionerne tager yderligere initiativer til at formidle best practice.
  5. Målretning og intensivering af visitationstilsynet
    Det lovbestemte visitationstilsyn bliver målrettet de kommuner, der har særlige problemer med at afholde samtaler til tiden.
  6. Bemyndigelse til beskæftigelsesministeren til at fastsætte nærmere retningslinjer om de kommunale revisorers tilsyn på beskæftigelsesområdet
    Der vil i løbet af efteråret blive fremsat et lovforslag med henblik på at sikre, at beskæftigelsesministeren får en generel bemyndigelse til at fastsætte nærmere retningslinjer om de kommunale revisorers tilsyn på beskæftigelsesområdet.

Kontaktinformation

Beskæftigelsesministeriet
|
Ved Stranden 8
|
1061 København K
|
Telefon: 7220 5000
|
Fax: 33 12 13 78
|
E-mail:

Genveje

Genveje