Skip navigation


Service navigation


Nye regler for arbejdstagere fra østeuropæiske EU-lande

30.04.2008

Fra den 1. maj 2008 gælder der nye regler for arbejdstagere fra de ti østeuropæiske EU-lande, der blev optaget i EU i henholdvis 2004 og 2007. De nye regler følger af en revision af den såkaldte Østaftale, som forligspartierne bag aftalen sidste år blev enige om.

De nye regler betyder, at udenlandske virksomheder, der udstationerer arbejdskraft i Danmark, skal lade sig registrere i et nyt Register over Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Samtidig bliver det lettere for danske virksomheder at rekruttere arbejdskraft fra de nye EU-lande. Med revisionen af Østaftalen bliver der nemlig ikke længere stillet krav om opholds- og arbejdstilladelse for arbejde, der er dækket af en overenskomst. Der vil stadig være krav om opholds- og arbejdstilladelse for personer, hvis arbejde ikke er dækket af en overenskomst.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen glæder sig over lempelsen:

- De nye regler for østeuropæiske arbejdstagere er et klart bevis på, at EU-udvidelsen og Østaftalen er en succes. Åbningen af arbejdsmarkedet har ikke ført til ubalance – tværtimod har de udenlandske medarbejdere været med til at afhjælpe problemer med flaskehalse på arbejdsmarkedet. Derfor kan vi nu trygt lempe reglerne og give statsborgere fra de nyere EU-lande, der ansættes på en overenskomst, samme rettigheder som andre borgere fra EU.

Et centralt led i den reviderede Østaftale er at styrke overvågningen og kontrollen med, at arbejdet i Danmark foregår på ordnede vilkår. Fra 1. maj 2008 har udenlandske virksomheder, som udstationerer arbejdskraft i Danmark, derfor pligt til at lade sig registrere i Register over Udenlandske Tjenesteydere, det såkaldte RUT-register.

- Med RUT-registret får vi et bedre overblik over udstationerede medarbejdere i Danmark. Samtidig bliver det lettere at kontrollere arbejdsmiljøet og forhindre illegalt arbejde, så vi sikrer os, at der er ordnede vilkår. Det er forudsætningen for, at EU’s udvidelse også fremover er en klar gevinst for det danske arbejdsmarked, siger Claus Hjort Frederiksen.


Fakta

De ti østeuropæiske lande er:
Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, Slovenien (optaget 1. maj 2004) samt Rumænien og Bulgarien (optaget 1. januar 2007).

Forligspartierne bag Østaftalen er:
Venstre, Konservative, Socialdemokraterne, De Radikale og Socialistisk Folkeparti.


Kontakt
Søren Møller Andersen
Pressechef
Beskæftigelsesministeriet
T: Work 25 14 71 57

Ole Bondo Christensen
Kontorchef
Beskæftigelsesministeriet
T: Work 21 20 64 90

Kontaktinformation

Beskæftigelsesministeriet
|
Ved Stranden 8
|
1061 København K
|
Telefon: 7220 5000
|
Fax: 33 12 13 78
|
E-mail:

Genveje

Genveje