Presseklip onsdag den 5. maj 2010
05.05.2010
tirsdag 04. maj 2010
- Fyens Stiftstidende, Fyn, side 27 af Ole Frank Rasmussen
Netværk giver nyt job
Den mest almindelige måde at få et nyt job på som arbejdsløshed går gennem ens netværk, viser en undersøgelse fra Region Syddanmark. Regionen har spurgt 1.000 nyansatte om, hvordan de fandt deres nye job. Mere end hver trejde fandt det gennem netværk, og cirka hver sjette havde held med uopfordrede ansøgninger. Hver tiende fandt jobbet gennem Jobnet, mens under tre procent fik jobbet anvist af en a-kasse eller et jobcenter. Men det er heller ikke deres opgave, siger direktøren i region Syddanmark, Karl Schmidt. "A-kasserne og jobcentrene lærer de ledige at være opsøgende. Det gør man groft sagt med trusler om at sende den ledige i aktivering eller ved at hjælpe med motivation og uddannelse, så den ledige selv kan finde et job," siger han.
tirsdag 04. maj 2010
- Århus Stiftstidende, Østjylland, side 5 af Henrik Ask
Personalemangel truer Syddjurs Kommune
Syddjurs vil i stor grad mangle især social- og sundhedspersonale om ni år. En analyse fra Fag og Arbejde (FOA) viser, at der vil mangle 586 personer. De nuværende nedskræringer gør det svært at tiltrække nye medarbejdere, der kan løse fremtidens opgaver. "Det er tvingende nødvendigt, at politikerne ser nogle år ud i fremtiden," siger afdelingsformand Inge-Lise Christensen fra FOA i Randers.
onsdag 05. maj 2010
- B.T., side 20-21 af Lisbeth Kjær Larsen
Kollegaer klager over rygepauser
Ikke-rygere er begyndt at se sig sure på deres rygende kollegaer. Rygepauserne skaber nemlig jalousi på arbejdspladsen, og nye tal viser, at 52 procent af danskerne er imod rygepauserne. "Dem, der ikke ryger, sidder ofte tilbage og tænker 'nu tager jeg slæbet, mens rygerne er ude og muntre sig'. Men pauser er ikke noget, man får, det er noget, man selv skal tage," siger ledelses- og stressekspert Lis Lyngbjerg Steffensen. Handels- og Kontorfuktionærernes forbund (HK) kender godt til problemet og anbefaler dialog for at løse det. "Det er altid lettere at brokke sig end at gøre noget ved problemet, men man bliver nødt til at tage en snak, hvor både kollegaer, tillidsmand og ledelse deltager," siger arbejdsmiljøkonsulent Svend Erik Hermansen, HK.
onsdag 05. maj 2010
- Politiken, side 6 af Peter Schøler, Bo Maltesen
Kokain findes også på arbejdspladsen
Misbruget af kokain er steget i Danmark og kan også findes i mange virksomheder. Det hvide stof giver en hurtig præstationsfremmende rus, og det lokker mange. "Kokainmisbrug findes på mange arbejdspladser - restauranter, banker, medier, reklamebureauer, højere læreranstalter og hos politikere - og hænger sammen med ønsket om at præstere mere," siger chef på behandlingscenteret Majorgården, Anne-Magrethe Overgaard. "Det begynder godt, men så kommer sjusketheden, sygefraværet og andre problemer, efterhånden som misbruget tager over. Du har styr på alt udadtil, men indadtil er det ét stort rod," siger hun. Både Rambøll og Danske Bank har haft problemer med stofmisbrugere blandt deres ansatte.
onsdag 05. maj 2010
- Politiken, side 13 af Ritzau
Færre er medlem af en fagforening
2.050.000 danskere var pr. 1. januar medlem af en fagforening. Det er omkring 13.500 færre personer end på samme tidspunkt sidste år. Det er især forbundene under Landsorganisationen i Danmark (LO) og Akademikernes Centralorganisation (AC), der har mistet medlemmer, hvorimod forbundene uden for hovedorganisationerne har haft en medlemsfremgang på 34 procent siden 2008.
torsdag 29. april 2010
- Nordjyske Stiftstidende, side 2 af Birgitte Bové
Fokus på arbejdsmiljø halverer sygefravær
Plejehjemmet Thulebakken i Aalborg og hjemmeplejen i Nibe har modtaget fagforeningen Fag & Arbejdes (FOA's) arbejdsmiljøpris. Fælles for de to arbejdspladser er, at de tidligere har haft problemer med dårligt arbejdsmiljø. Ny ledelse satte fokus på problemerne. Sygefraværet blandt de ansatte i Nibe er halveret på et år.
lørdag 01. maj 2010
- Århus Stiftstidende, side 8-9 af Søren Willumsen
Indsats mod mobning i ældreplejen i Århus
Mobning på arbejdspladsen er et alvorligt problem i ældreplejen i Århus Kommune. Derfor har Århus Kommunes afdeling for Sundhed og Omsorg indledt et projekt, der skal afhjælpe problemerne med mobningen. Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har fornylig lanceret en kampagne mod mobning på arbejdspladsen. "Mobning på arbejdspladsen er modbydelig, og det har forfærdelige konsekvenser for dem, det går ud over. Men det påvirker også hele arbejdspladsen, da det skaber en dårlig stemning. Endelig rammes hele samfundet, da vi risikerer at miste værdifulde menneskelige ressourcer," siger Inger Støjberg.
tirsdag 04. maj 2010
- metroXpress, side 6-7 af Lars Lindevall Hansen
Dårligt psykisk arbejdsmiljø på skadestuerne
Når smerterne er store og køerne lange på landets skadestuer, tyer flere og flere patienter til vold, trusler og overfald mod personalet. Det dårlige psykiske arbejdsmiljø fører til, at flere sygeplejersker går ned med psykiske problemer. Dansk Sygeplejeråd peger på længere ventetider som årsag til den stigende chikane mod sygeplejersker. "Trygheden for medarbejderne er i alvorlig fare, fordi medarbejderantallet bliver reduceret, ventetiderne bliver længere, og patienterne bliver mere frustrerede. Derfor synes jeg, at arbejdsgiverne skal tænke mere over, hvad de vil udsætte deres medarbejdere for," siger formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen.
tirsdag 04. maj 2010
- Fyens Stiftstidende, Fyn, side 23 af Finn Eriksen
Arbejdstilsynet uddeler ryge-bøder
Arbejdstilsynet har sat fokus på, om rygeloven overholdes på beværtningerne i Assens Kommune. Indtil videre har tilsynet efter kontrolbesøg udstedt en bøde på 2.000 kroner til værtshuset O'Neills. Kontrolchef i Arbejdstilsynet, Palle Gravergaard, varsler, at kontrolbesøgene vil fortsætte de næste måneder.
tirsdag 04. maj 2010
- 24timer, side 6 af Ritzau
Bankansatte frygter flere røverier
"I udlandet har banker haft held med at eksperimentere med anderledes indretning," siger Michael Budolfsen, der er næstformand i Finansforbundet. Han vil diskutere problemet med bankrøverier på det næste møde med Finansforbundet og Finansrådets fælles sikringsudvalg. Michael Budolfsen peger på, at bankrøverier har en stærk invaliderende effekt på de bankansatte, der oplever røverier.
onsdag 05. maj 2010
- Fyens Stiftstidende, side 2 af Ritzau
Unge pigers drømme udnyttes på stutterier
3F oplever jævnligt sager, hvor hestepassere får for dårlig løn og arbejder usædvanligt mange timer hver uge. "Der er altid sager. Lige så snart den ene er afsluttet, så dukker den anden op. Reglerne er sådan set gode nok. Problemet er, at reglerne ikke bliver fulgt hos arbejdsgiverne," siger Morten Fischer-Nielsen fra Den Grønne Gruppe i 3F. Formanden for Dansk Rideforbund, Ulf Helgstrand, afviser, at der generelt er problemer med arbejdsforholdene, ligesom Arbejdstilsynet også sjældent ser klager. "Men derfor kan fagforeningen godt opleve dem," siger tilsynschef Jens Skovgaard Lauritsen.
onsdag 05. maj 2010
- Politiken, 2. sektion, side 8 af Herman Knudsen, prof. Institut for Samfundsudvikli
Analyse: Medbestemmelse giver bedre arbejdsmiljø
Når medarbejderne har direkte indflydelse på organisering og udviklet af arbejdet, er de gladere for at gå på arbejde. Indflydelsen giver størst resultater i det psykiske arbejdsmiljø, men kan også aflæses på det fysiske. Når der er vidtstrækt demokrati på en arbejdsplads - og de ansatte har indflydelse på planlægning, organisering og udvikling af arbejdet gennem hyppige og regelmæssige fællesmøder og arbejde i udvalg og projektgrupper - oplever medarbejderne, at de bliver anerkendt og godt informeret af ledelsen og oplever også, at der er mere støtte fra kollegaerne. Den type medarbejderindflydelse har også en positiv effekt på det psykiske arbejdsmiljø.
onsdag 05. maj 2010
- Politiken, Økonomi, side 10 af Esben Kjær
Analyse: Arbejdsdagen er fortid
De fleste arbejdsgivere betaler stadig deres ansatte for den tid, de er på arbejde. De skulle hellere betale dem for deres resultater. Men medarbejderne er glade for de faste arbejdstider, og det er farligt. Hvis vi skal leve af vores viden og kreativitet, er det foruroligende, at vi organiserer videnssamfundet, som var det et industrisamfund. I USA har man opfundet et system, Results Only Work Enviroment (ROWE), hvor det er underordnet, hvor og hvornår de ansatte arbejder, bare de får lavet deres ting. Man interesserer sig altså kun for deres resultater. Erfaringerne peger på, at de ansatte bliver mere effektive, kreative og ansvarlige.
mandag 03. maj 2010
- Jydske Vestkysten, side 12 af Niels Hansen
80 kommunale job nedlægges i Varde
Kommunale besparelser fra 2012 vil koste omkring 80 af de cirka 4.500 stillinger i Varde Kommune. Naturlig afgang vil løse en stor del af problemerne, men fyringer kan ifølge borgmester Gylling Haahr (V) ikke undgås.
onsdag 05. maj 2010
- Berlingske Tidende, Business, side 14-15 af Nikolaj Rytgaard
Nye kandidatuddannede forlader landet
Når de nyuddannede kandidater ikke kan få job herhjemme, søger de mod udlandet for at kickstarte deres karriere. "Hvis arbejdsmarkedet er dårligt ét sted, så forsøger man sig et andet. De fleste vil helst starte med at arbejde i en dansk virksomhed, men det vigtigste for dem er at komme i gang med at bruge den uddannelse, de har taget," siger Finn Kjerulff Hansen, der er karriererådgiver ved Copenhagen Business School (CBS). Tendensen bekræftes af Handelshøjskolen i Aarhus og af Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF). En af dem, der søger til udlandet for at bruge sin cand.merc., er Helga Tuesta Andersen. "Jeg har været sammen med mange nyuddannede til kurser hor DJØF, hvor de alle siger, der ikke er noget at søge, alt er så svært," siger hun om bevæggrundene for at søge job uden for landets grænser.
onsdag 05. maj 2010
- Jyllands-Posten, Erhverv, side 6 af Ritzau
Virksomheder mangler it-kyndige
Folk, der kan noget med it, har gode jobudsigter. En ud af fem virksomheder forventer nemlig at ansætte flere medarbejdere med it-kompentencer. "Jobcentrene skal bruge opgørelsen, så ledige it-specialister hurtigere kommer i job til glæde for alle," siger branchedirektør i DI Itek, Tom Togsverd.
onsdag 05. maj 2010
- Jyllands-Posten, Erhverv, side 8 af Lone Andersen
EU-krise kan koste job
Der vil forsvinde tusindvis af arbejdspladser, når staten skal leve op til EU's sparekrav. "I de kommende år vil der forsvinde job, fordi regeringen skal skære i de offentlige budgetter. I alt tror vi, at det vil koste 70.000 arbejdspladser i 2011-2014," siger Jens Brendstrup cheføkonom i Dansk Erhverv. I første omgang vil det formentlig være offentlige arbejdspladser, der forsvinder. Men private job vil også være i fare, når resten af EU skal spare. Når de andre lande sparer, koster det arbejdspladser, der igen sætter forbruget ned. Derfor får danske virksomheder sværere ved at sælge deres varer til udlandet.
onsdag 05. maj 2010
- Jyllands-Posten, side 6 af Hanne Fall Nielsen
Sygehusene har ansat 12.000 medarbejdere
Siden 2001 er der ansat 12.000 personer mere på de danske sygehuse, viser en opgørelse fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Samtidig er produktiviteten steget med otte procent i samme periode. Alligevel fastholder formanden for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, at sygehusene og hendes medlemmer oplever forringelser. "Arbejdsmængden er steget langt mere, end der er folk til, og det oplever sygeplejersker og patienter hver eneste dag," siger hun.
onsdag 05. maj 2010
- Fyens Stiftstidende, Fyn, side 18-19 af Finn Eriksen, Jakob Herskind
87 unge er strandet uden praktikplads
87 unge i Assens Kommune mangler at få en praktikplads. De er færdige med deres grunduddannelse, men kan ikke komme videre i deres uddannelsesforløb før de får en praktikplads hos en virksomhed. "Krisen betyder faldende omsætning, og så skærer virksomhederne ned. Det første, de skærer, er eleverne," siger John Vilhelmsen, der er centerleder for Ungdommens Uddannelsesvejledning Odense og Omegn. Derfor vil kommunen nu iværksætte en utraditionel kampagne for at skaffe flere praktikpladser, blandt ved helsides annoncer i ugeaviserne.
onsdag 05. maj 2010
- metroXpress, side 12 af Charlotte Holst
Færre sygemeldte i København
Sygefraværet blandt de ansatte i Købenahavns Kommune er nedadgående. I 2007 havde de ansatte i snit 21,1 sygedage, mens tallet nu er faldet til 18,6. Sundheds- og omsorgsborgmester Ninna Thomsen (SF) peger på, at der er mindre berøringsangst over for syge medarbejdere. "Det handler ofte om at få talt med medarbejderen i tide. Der har været et tabu omkring, hvad man kan tillade sig. Men der er kommet langt større åbenhed, og det kan også tage presset fra den enkelte medarbejder, når man tør tale om fraværet," siger hun.
onsdag 05. maj 2010
- Jyllands-Posten, side 4-5 af Orla Borg
Højere ledighed sender flere på efterløn
Udsigten til at være arbejdsløs sender flere på efterløn, viser en undersøgelse fra Dansk Metal, hvor forbundet spurgte de medlemmer, der gik på efterløn i 2009, om deres bevæggrunde. Blandt de 1.687 adspurgte sagde 42,6 procent, at deres nye liv som efterlønner skyldes lysten til at få mere fritid, mens 21,9 procent angiver, at ledighed var en medvirkende faktor til deres beslutning. I 2007 var det tal kun 7,9 procent. En af dem, der valgte efterlønnen fremfor ledigheden, er kleinsmed Jørn Johansen. Hans arbejdsplads gennem 25 år lukkede og flyttede til Tyskland.
onsdag 05. maj 2010
- Politiken, forside og Økonomi side 1 af Kåre Pedersen
Græsk krise skaber 9.000 danske job
Den græske krise gavner Danmark med en vækst på 5,7 milliarder kroner og 9.000 nye job alene i 2010, viser tal fra Nordea. Når euroen svækkes, forbedrer det den danske eksport, når de danske varer bliver billigere i vores vigtigste afsætningslande, forklarer cheføkonom Helge Pedersen fra Nordea. Banken mener, at Danmark i 2011 og 2012 vil øge eksporten med yderligere ti milliarder kroner og dermed få ekstra 30.000 personer i beskæftigelse på grund af den svækkede euro. Professor i økonomi ved Copenhagen Business School, Jan Rose Skaksen, er enig i, at Danmark vinder på den græske krise i år, men er forbeholden for de næste år.
tirsdag 04. maj 2010
Eksperter: Hold liv i udkants-Danmark
Unge og driftige mennesker søger mod København, mens kontanthjælpsmodtagere og pensionister bliver i provinsen. Det er vigtigt at holde gang i udkants-Danmark, mener en række eksperter på området. Henrik Halkier, der er professor i regional udvikling ved Aalborg Universitet, mener, at forskelligheden i samfundet er en vigtig generator for nye idéer og innovation.