Skip navigation


Service navigation


Presseklip torsdag den 4. marts 2010

04.03.2010

onsdag 03. marts 2010

  • Jydske Vestkysten, Business forsiden af Ken Mathiesen, Heidi Bjerre-Christensen

400 mister deres job i Nordsøen
Omkring 400 ansatte har mistet deres job på beboelsesplatformene Safe Esbjerg og Atlantic Rotterdam i Nordsøen. Fyringerne er sket, fordi de to platforme er blevet sat ud af drift. Den ene forventes tilbage i Nordsøen efter en reparation.
De fyrede er blandt andet smede, elektrikere, stilladsarbejdere og rørlæggere. Formanden for Dansk Metal Esbjerg, Dan H. Rasmussen, er bekymret over udsigten til mere ledighed blandt medlemmerne.


onsdag 03. marts 2010

  • metroXpress, side 10 af Ritzau

Rigshospitalet fyrer 104 i dag
104 medarbejdere på Rigshospitalet bliver i dag fyret. Fyringerne rammer især sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, læger og lægesekretærer.


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 12 af Kurt Henriksen

Semco Maritime fyrer 140 medarbejdere
Offshore- og ingeniørkoncernen Semco Maritime A/S i Esbjerg, der netop har været vært for regeringens vækstforum, skal af med 140 medarbejdere. Årsagen til fyringerne er, at Maersk Olie & Gas tager to beboelsesplatforme ud af drift.


torsdag 04. marts 2010

  • Frederiksborg Amts Avis, Side 3 af Ritzau
  • Ekstra Bladet, Side 18 af Astrid Højbjerg

96 fyret fra Rigshospitalet
96 medarbejdere blev i går fyret fra Rigshospitalet. Heriblandt seks læger, tre jordemødre og 24 sygeplejersker. Fyringerne bekymrer Diana Saksuld Jensen, der er tillidsrepræsentant på Rigshospitalet. "For sygeplejerskerne vil det kunne give et dårligere fysisk og psykisk arbejdsmiljø", fortæller hun.

Ritzau talte med en række "almindelige danskere" på gaden, og de stiller sig meget uforstående over for fyringerne.


onsdag 03. marts 2010

  • Nordjyske Stiftstidende, side 4 (Aalborg) af Birgitte Bové

Aalborg: Handicaphjælpere skal ned i løn
Ældre- og handicapforvaltningen i Aalborg Kommune foreslår politikerne, at de skal forringe handicaphjælperes arbejdsforhold eksempelvis ved at fjerne deres sjette ferieuge, deres tillæg for at arbejde om aftenen og i weekenden og at beskære deres goder, når de er på barsel. Formanden for Klubben for Brugere og Hjælpere i Nordjylland, Lotte Mørkhøj, finder det absurd, at kommunen vil skære på området. Hun havde forventet, at en lovænding indført af Folketinget 1. januar 2009 ville betyde bedre forhold for handicaphjælpere og de mennesker, der har ret til hjælp. Formålet med loven var at sikre fælles retningslinjer for aflønning af handicaphjælpere. 


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 28 af Gro

Overvægtige medarbejdere får hjælp fra Sundhedsstyrelsen
Sundhedsstyrelsen har udmøntet 1,8 millioner kroner til en ordning, hvor arbejdspladser, der har særligt mange overvægtige medarbejdere, kan søge om penge til forskellige tiltag, der kan medføre vægttab.


tirsdag 02. marts 2010

  • Nordjyske Stiftstidende, Side 2 af Jane Bünemann

Skeptiske ansatte mødtes med politikere ved stormøde i Hjørring
Landsorganisationen i Danmark/Aalborg (LO), Hjørring og Frederikshavn holdt stormøde mandag om nedlæggelsen af militære job i Nordjylland. Baggrunden for mødet er en udmelding, der allerede kom sidste år, om, at der sandsynligvis skal nedlægges 400 statslige arbejdspladser ved forsvaret i Nordjylland. Ansatte og politikere har to måneder til at komme med modargumenter. Folketingets politikere kommer formentlig med et udspil inden Folketingets sommerferie.


torsdag 04. marts 2010

  • Berlingske Tidende, Business side 4 af ulha
  • Børsen, side 16 af Red

Hver anden dansker er villig til arbejde i udlandet
51 procent af danskerne er i høj, nogen eller mindre grad parate til at arbejde i andre skandinaviske lande. Det viser en undersøgelse, som Capacent har lavet for Dansk Erhverv. Hvad angår arbejde i andre europæiske lande, er tallet næsten lige så højt.


torsdag 04. marts 2010

  • Berlingske Tidende, Side 4 af Ritzau

Ingen mad til sundhedspersonale på natarbejde
Der findes ingen madordning for læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale, der arbejder om natten. Det kan få konsekvenser for deres koncentrationsevne, advarer Anders Sjödin, der er lektor på Institut for Human Ernæring ved Københavns Universitet.


torsdag 04. marts 2010

  • Politiken, side 8 (Kultur) af Finn Kenneth Hansen cand. polit. Casa

Analyse: Fattigdommen stiger i Danmark
Danmark har færre fattige end resten af EU's medlemslande. Men antallet af fattige i Danmark stiger. Danmark har få fattige, fordi der i Danmark er relativt høje overførselsindkomster for personer, der ikke kan klare sig selv og for folk, der mister deres arbejde. Ifølge en analyse fra Center for Alternativ Samfundsanalyse (Casa) er andelen af personer, der kan risikere at komme ud i fattigdom, vokset i perioden fra 2000 til 2008 - en periode, der ellers er karakteriseret af vækst og lav ledighed. Baggrunden for stigningen må ifølge Casa i høj grad tilskrives de forringelser, der er sket i indkomstoverførslerne.


torsdag 04. marts 2010

  • Berlingske Tidende, Side 14 af Randi Laursen

Frie Funktionærer: Nej til overenskomsttvang
Fagforeningen Frie Funktionærer bifalder Dansk Erhvervs afvisning af kravet om afskaffelse af 50-procentreglen, der blev stillet af Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK). Det skriver formanden for Frie Funktionærer, Randi Laursen, i et læserbrev.
Hun henviser til en ny undersøgelse, der viser, at 53 procent af medlemmerne i Landsorganisationen i Danmark (LO) finder det urimeligt, at HK kan gennemtvinge overenskomster på arbejdspladser, hvor størstedelen af medarbejderne ikke ønsker at være medlemmer af HK. 40 procent foretrækker også, at deres overenskomst kun dækker deres egne medlemmers løn- og arbejdsvilkår. Derfor mener Randi Laursen, at Dansk Erhvervs afvisning af kravet om at afskaffe 50-procentreglen var i overensstemmelse med medlemmernes ønsker.


torsdag 04. marts 2010

  • Politiken, side 7 af Michael Olsen

Fornyet indsats mod socialt bedrageri
Ekstra Bladet afslørede sidste år, at flere danskirakiske toppolitikere modtog sociale ydelser i Danmark, samtidig med at de fik løn som parlamentsmedlemmer i Irak. Det har fået skattemyndighederne til at intensivere indsatsen på at komme det sociale bedrageri til livs. "Vi har nok hidtil mest haft fokus på det sociale bedrageri, der foregår inden for landets grænser. Men de sager, der blev afdækket sidste år, har jo vist os, at socialt bedrageri også kan være internationalt og grænseoverskridende", siger Niels Anker Jørgensen, der er koncernchef i Skats koncerncenter. Beskæftigelsesministeriet, Socialministeriet og Integrationsministeriet indgår nu et samarbejde med kommuner og Skat, der skal forhindre bedrageriet.


torsdag 04. marts 2010

  • Politiken, side 1 og 11 af Thomas Flensburg

Fagbosser: Billige it-medarbejdere skal stoppes
Landets fagforeningsbosser vil sætte en stopper for danske virksomheders import af billig højtuddannet arbejdskraft. It-virksomheden CSC har i de seneste tre år hentet op imod 900 indiske it-folk til landet og betalt dem lønninger langt under det, deres danske kollegaer får. Landsorganisationen i Danmark (LO), FTF og Akademikernes Centralorganisation (AC) kræver, at integrationsministeren sætter en stopper for importen af højtuddannet arbejdskraft til lavpris. Ellers vil fagbevægelsen bekæmpe importen af højtuddannet arbejdskraft.


tirsdag 02. marts 2010

  • Jydske Vestkysten, side 8

Jobcenter bagud med samtaler
Vejen Kommunes jobcenter er kommet bagud med at holde jobsamtaler til tiden. De i alt 12 forsinkede sager koster kommunen 35.144 kroner i tabt statsrefusion.


torsdag 04. marts 2010

  • 24timer, side 18 af Ritzau

Unge får job gennem netværk
Ni ud af 10 unge håndværkere skaffer job via netværk, men det er udbredt i mange brancher. Det viser en arbejdskraftundersøgelse fra Danmarks Statistik. Midtjyderne er bedst til at søge udnytte deres netværk. Region Hovedstaden topper med antallet af nyansatte, som svarer på jobannoncer, men uopfordrede ansøgninger er mest udbredt i Nordjylland. 


onsdag 03. marts 2010

  • Jydske Vestkysten, Business side 2 af Kim Dahl Nielsen

Offshoreprojekt skal skabe job
Onsdag mødtes 200 personer fra den danske offshorebranche på Syddansk Universitet i Esbjerg for at sætte projektet "Energi på Havet" i gang. Projektet støttes med 27 millioner kroner af det syddanske vækstforum og skal skabe fornyet vækst og job i offshorebranchen.
På syv år er antallet af medarbejdere i branchen fordoblet så der nu er omkring 13.500. Målet er at fortsætte udviklingen, så der i 2020 vil være i hvert fald 20.000 ansatte.


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 16 af Ritzau

Arbejdsmarkedets parter vil have Carsten Koch som formand for jobråd
Den tidligere socialdemokratiske sundheds- og skatteminister, Carsten Koch, bliver indstillet til formandsposten for Beskæftigelsesrådet. Landsorganisationen i Danmark (LO) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA) indstiller i en fælles henvendelse til beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) Carsten Koch til posten som formand. Beskæftigelsesrådet rådgiver både beskæftigelsesministeren og integrationsministeren om blandt andet politiske udspil om lovgivning og styring af beskæftigelsesindsatsen.


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 16 af Ritzau

Forligsmand presser på for aftale
Forligsmand Asbjørn Jensen presser på for at få de arbejdsgivere og lønmodtagere, der endnu ikke har indgået en overenskomstaftale, til at blive enige. Parterne skal være færdige inden weekenden er ovre, ellers vil Asbjørn Jensen gå ind i forhandlingerne.  


torsdag 04. marts 2010

  • Berlingske Tidende, Business side 11 af Nikolaj Rytgaard

Danish Crown truer med outsourcing
Onsdag startede de reelle forhandlinger, der skal resultere i nye løn- og arbejdsforhold for omkring 15.000 medarbejdere i slagteri- og fødevarebranchen. Men forhandlingerne er præget af, at Kjeld Johannesen, der er administrerende direktør i Danish Crown, og som beskæftiger størstedelen af medarbejderne i branchen, truer med at flytte slagterierne til Tyskland, hvis ikke medarbejderne går ned i løn.
Fødevareforbundets forhandler Peter Bostrup afviser kravet om lønnedgang og fremhæver, at han forhandler overenskomst med Dansk Industri (DI) og ikke med Danish Crown.


onsdag 03. marts 2010

  • metroXpress, side 16 af Maja Korshin/avisen.dk

Konkurstruede chefer snupper pensionen
Flere lønmodtagere mister pensionspenge ved en forestående konkurs, fordi chefen "låner" pengene, når firmakassen er tom. Og selv om pensionsindbetalingen fremgår af lønsedlen, kan man ikke føle sig sikker. Man skal også sikre sig, at tallet stemmer med pensionskontoen. Lønmodtagernes Garantifond dækker kun seks måneder tilbage i tiden, hvis virksomheden går konkurs. 3F har i år haft over 200 sager, hvor medlemmer har mistet pension, fordi de ikke opdagede, at chefen ikke indbetalte pensionspengene.


onsdag 03. marts 2010

  • Nordjyske Stiftstidende, Side 11 af Torben Duch Holm

Flere unge skal i praktik
Fem millioner kroner. Så mange penge lægger regionerne op til at ville prioritere på erhvervsuddannelserne, så flere unge kan komme i praktik. "Vi kan se, at der er en stigende mangel på praktikpladser. Derfor vil vi anbefale, at vi bruger penge på at gå ud i erhvervslivet og søger at skaffe nye praktikpladser", siger Ole B. Sørensen, formand for regionsrådets udvalg for regionsudvikling i Region Nordjylland.


onsdag 03. marts 2010

  • Århus Stiftstidende, Side 10 af Pia Richter

Stor mangel på praktikpladser i Midtjylland
1.700 unge i Region Midtjylland kan ikke færdiggøre deres erhvervsuddannelse, fordi de mangler en praktikplads. Det er en stigning på over 100 procent i forhold til sidste år, og det vækker bekymring hos Karin Østerby, der er afdelingsformand hos Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK) Midt Vest. "Vi risikerer at tabe de unge på gulvet. De vil havne i ledighed og aktivering i stedet for at få den uddannelse, de gerne vil have", siger hun.


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 16-17 af Jacob Klok, Ulrik Horn

Finansministeriet: Ingen jobtab i 2011
Der bliver ikke tabt ét eneste job i 2011, selv hvis regeringen både sætter skatten op, neddrosler de offentlige investeringer og igangsætter den påkrævede EU-sparekur. Det viser beregninger fra regeringens konvergensprogram, som Finansministeriet står bag. Selv med en stram finanspolitik vil de vækstpakker, som regeringen allerede har igangsat og det bratte rentefald, styrke økonomien så meget, at det samlede bidrag til væksten går i nul. Socialdemokraterne fastholder deres kritik af regeringens økonomiske politik. Ifølge finansordfører Morten Bødskov (S) undervurderer Finansministeriet udviklingen i arbejdsløsheden. De Radikale retter også kritik mod regeringen. Finansordfører Morten Østergaard (R) mener, at det vil være bedre at indføre reformer i stedet for de voldsomme ekspansioner ét år og nulvækst det næste. Han bakkes op af overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.


torsdag 04. marts 2010

  • Børsen, side 17 af Sofie Kaae

Regeringen afviser Dansk Erhvervs spareplan
Dansk Erhverv foreslår, at man stopper reguleringen af overførselsindkomster i tre år, så de ikke længere følger lønudviklingen, men derimod den generelle prisudvikling. Forslaget vil give offentlige besparelser på flere milliarder mange år frem. Forslaget betyder, at pension, kontanthjælp, dagpenge, SU og førtidspension skal følge udviklingen i priser og ikke lønninger. Forslaget afvises af regeringspartierne og Dansk Folkeparti.


torsdag 04. marts 2010

  • Politiken, side 13 af Per Thiemann

Dyre huspriser truer arbejdsudbuddet i hovedstaden
Selv om huspriserne er styrtdykket, er det fortsat for dyrt for mange familier med almindelige indkomster at købe hus i hovedstadens kommuner. Det viser en analyse fra Danske Bank. Når folk med mellemindkomster ikke har råd til at købe hus i området, medfører det en række problemer. Det mener seniorforsker Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut. Han peger blandt andet på, at det kan blive svært at skaffe skolelærere, sygeplejersker og andre offentligt ansatte til at arbejde i København og forstæderne.   


torsdag 04. marts 2010

  • Jyllands-Posten, Erhverv side 7 af Steffen Stubager

Mulige løsninger på fremtidens problemer
Fremtidens arbejdsmarked bliver utrolig skævt. Det viser fremskrivninger, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har lavet. Der vil komme til at mangle 45.000 faglærte og 105.000 med en videregående uddannelse i 2019. Samtidig vil der være 90.000 ufaglærte og 35.000, der har en gymnasial uddannelse som højeste niveau.
40 procent af Danmarks eksport består af såkaldte højkvalitetsprodukter, som kræver højtuddannede medarbejdere til at udvikle ny teknologi, og den type produkter vil blive svære at producere i fremtiden, spår chefanalytiker i AE, Frederik I. Pedersen. Til at løse problemet foreslår han og AE 13 års obligatorisk skolegang.
I Dansk Erhverv (DE) mener man også, at mere og bedre uddannelse er løsningen. Jannik Schack Linnemann, der er forskningspolitisk chef i DE, foreslår, at politikerne nedsætter en uddannelseskommission, der skal komme med løsninger, der gør det mere attraktivt at læse videre.
I Dansk Industri (DI) mener man, at universiteterne og erhvervslivet skal samarbejde langt mere for at imødekomme fremtidens udfordringer, og i Landsorganisationen i Danmark (LO) mener sekretær Ejner K. Holst, at erhvervslivet involverer sig for lidt i de danske uddannelser.


torsdag 04. marts 2010

  • Jyllands-Posten, Erhverv side 5 af Jacob Brejnebøl Knudsen

Søfolk bliver forbigået af skattelettelser
Danske søfolk føler sig forbigået, fordi de ikke får del i den skattereform, der sænker skatten på arbejde. Søfolkene skal fortsat betale øget pensionsbeskatning og stigende grønne afgifter. Det er Dansk Internationalt Skibsregister (DIS)-ordningen, der gør, at søfolkene er ansat til nettoløn og derfor ikke betaler skat, men får udbetalt en løn reduceret med den skat, der skulle være betalt. "Nettolønnen skal justeres op, når skat på arbejde reduceres i det danske samfund, og ned, når det modsatte er tilfældet", siger Fritz Ganzhorn, der er sekretariatschef hos Søfartens Ledere.
Danmarks Rederiforening afviser at kompensere for skattelettelserne.


Kontaktinformation

Beskæftigelsesministeriet
|
Ved Stranden 8
|
1061 København K
|
Telefon: 7220 5000
|
Fax: 33 12 13 78
|
E-mail:

Genveje

Genveje