Presseklip onsdag den 10. marts
10.03.2010
tirsdag 09. marts 2010
- Nordjyske Stiftstidende, side 12 af Hanne Albæk
Fabrik i Frederikshavn fyrer 25
Ammunitionsfabrikken Danex i Elling ved Frederikshavn fyrer 25 ansatte ved udgangen af marts. "Forsvaret trækker destruktionen af gammel ammunition ud af aftalen med os til fordel for ønsket om levering af mere ny ammunition. Derfor er vi nødt til at afskedige nogle medarbejdere", siger Søren Hansen, der er fabrikschef i Danex.
onsdag 10. marts 2010
- Politiken, Side 11 af Ritzau
Parken fyrer 115
Parken Sport og Entertainment fyrer 115 medarbejdere som en del af virksomhedens redningsplan. Det svarer til 12 procent af den samlede medarbejderstab.
onsdag 10. marts 2010
- Børsen, side 21 af Helge Andreassen
Tømmerhandel ansætter flere medarbejdere
Davidsens Tømmerhandel A/S med hovedsæde i Vojens har i løbet af det seneste år øget antallet af medarbejdere med næsten 30 personer. "Hvis vores strategi om at udnytte krisen positivt og dermed sikre os en ny ekspansion, bliver vi foruden nyansættelser også nødt til at holde på vore mange dygtige medarbejdere. Derfor har vi også i høj grad valgt at satse på efteruddannelse", siger administrerende direktør Poul Davidsen.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
Gode kolleger er vigtigst
Selvom de nyligt indgåede overenskomster lægger vægt på tryghed i ansættelsen, er det ikke det vigtigste for danskerne på arbejdspladsen. En undersøgelse på Jobzonen.dk viser, at gode kolleger betyder mest for 42,2 procent. Til sammenligning mener 28,3 procent, at tryghed i ansættelsen er vigtigst.
onsdag 10. marts 2010
- Information, Side 21 af Casper Ulsøe
- Berlingske Tidende, Business side 4 af Red.
Erhvervslivet: Ansatte skal sladre om uregelmæssigheder
Flere danske virksomheder er ved at indføre ordninger, der betyder, at de ansatte risikofrit kan fortælle ledelsen om uregelmæssigheder eller direkte ulovlige forhold. Datatilsynet har indtil videre godkendt 20 ordninger og er ved at behandle yderligere 45.
Ordningerne er blevet aktuelle efter skandaler som den såkaldte Stein Bagger-sag.
Information bringer en artikel om Carlsberg, der overvejer at indføre den såkaldte "whistleblower"-ordning, hvor ansatte anonymt kan anmelde kolleger eller virksomheder for svindel. Bestyrelsesformand i Carlsberg, Povl Krogsgaard-Larsen, vurderer ikke, at ordningen vil føre til et usikkert arbejdsmiljø, hvor de ansatte føler sig overvåget.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
- Jyllands-Posten, side 11 (Erhverv)
Flere ledere i a-kasser
Stadigt flere ledere melder sig ind i en a-kasse. Det skriver Ledernes Hovedorganisation. Sidste år havde Ledernes a-kasse en stigningen i tilgangen af medlemmer på 76 procent.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
EU vil udvide beskyttelse af forældre på orlov
Ansatte på forældreorlov skal ikke kun beskyttes mod fyring, men også have lønforhøjelser, forfremmelser og personalegoder, som hvis de havde været på arbejde. Sådan er holdningen i EU-kommissionen, der arbejder på at udvide forældreorlovsdirektivet, der beskytter forældre på barselorlov.
onsdag 10. marts 2010
- Frederiksborg Amts Avis, side 1 af Jesper Sabroe
Byggepladser overholder regler i Nordsjælland
Arbejdstilsynet gennemførte i går en landsdækkende aktion på udvalgte byggepladser. I Nordsjælland blev der blot givet seks straksforbud på de 22 besøg. Normalt skriver Arbejdstilsynet ifølge tilsynschef Jens Skovgaard Lauritzen, Arbejdstilsynet, påbud ved hvert andet besøg.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
Højere erstatning til ofre for sexchikane
Politikerne er snart klar med nye regler for erstatning til ofre for sexchikane. Hidtil har erstatningerne højst været på 50.000 kroner, men et politisk flertal vil hæve beløbet.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
Undersøgelse om nanopartikler
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) skal undersøge, om arbejdet med nanopartikler fører til arbejdsskader. Projektet kommer til at løbe over tre år.
onsdag 10. marts 2010
- Jyllands-Posten, side 1 og 7 (Erhverv) af Peter Nyholm
LD rydder op
Ledelsen og bestyrelsen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD) skal fremover gøre meget mere for at forebygge interessekonflikter mellem fondens og direktionens personlige økonomiske interesser. Beskæftigelsesministeriet vil skærpe tilsynet med LD og LD's ageren i forhold til fondens datterselskaber. Desuden skal LD overholde de skrappe habilitetsregler i forvaltningsloven. Bestyrelsesformand i LD, Harald Børsting, er tilfreds med de nye retningslinjer, og det samme er beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V). "Jeg glæder mig over, at Rigsrevisionen overordnet set er tilfreds med ministeriets opfølgning i forhold til den kritik, der har været af LD. Det er vigtigt for mig, at ministeriet aktivt fører tilsyn med LD. Hvad vi vil foretage os derudover, vil komme an på resultaterne af den undersøgelse af LD, som Kammeradvokaten er i gang med", siger Inger Støjberg.
mandag 08. marts 2010
- Jydske Vestkysten, Side 16 debat af Benny Engelbrecht (S)
Læserbrev: Minister går med skyklapper
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har ikke lært noget om problemerne med ledighed, som Sønderjylland står over for, på trods af at hun lige har været på besøg der. Det skriver folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S) i et læserbrev. Han skriver, at Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en rapport har påvist, at ministeren via "kreativ omgang med statistik har forsøgt at skønmale lediges jobmuligheder i Danmark".
onsdag 10. marts 2010
- Jyllands-Posten, side 8 (Erhverv) af Steffen Stubager, Lone Andersen
Erhvervslivet tror ikke på bedre integration på arbejdsmarkedet
Danmarks største virksomheder tvivler på, at regeringens mål for det næste årti kan realiseres. Virksomhederne tvivler blandt andet på statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) mål om, at Danmark bliver et af de 10 lande i verden, der har det største arbejdsudbud, og at Danmark bliver blandt de bedste lande i EU til at integrere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på arbejdsmarkedet.
onsdag 10. marts 2010
- Information, Side 4 af Ritzau
SF: Fastsæt fattigdomsgrænse
Det er nødvendigt at få fastsat en fattigdomsgrænse. Sådan lyder meldingen fra SF, efter at en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) viser, at et stort antal indvandrere og flygtninge tilhører gruppen af langvarigt fattige danskere.
Partiformand Villy Søvndal (SF) mener, at AE's tal viser, at regeringens politik med starthjælp og loft over kontanthjælp i virkeligheden fastholder borgerne i fattigdom.
onsdag 10. marts 2010
- Politiken, Side 6 af Maj Susanne Junker, Flemming Christiansen
Socialrådgiverne har fastsat fattigdomsgrænse
Selv om regeringen ikke mener, der er brug for en økonomisk fattigdomsgrænse, så findes der allerede en ude i kommunerne. En landsdækkende undersøgelse fra Politiken research viser, at hvis en enlig kontanthjælpsmodtager på over 25 år har mindre end 100 kroner om dagen til mad, tøj og andre fornødenheder, så kan vedkommende få støtte.
Bettina Post, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening, mener, det er ulovligt at sætte en fast grænse. Hun påpeger, at den travle hverdag for socialrådgiverne har tvunget dem til at fastsætte en grænse i stedet for at vurdere i hver konkret sag, som loven foreskriver.
Formanden for Foreningen for Socialchefer, Ole Pass, kalder beløbet "vejledende" og mener, det er et godt hjælpeværktøj at vurdere ud fra.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) mener også, det er i orden at have et vejledende beløb at gå efter. "Så længe kommunerne bare tager udgangspunkt i den konkrete sag og det enkelte menneske, har jeg stor tiltro til, at socialrådgiverne kan klare det", siger hun.
Avisen bringer også en artikel om kontanthjælpsmodtager Heidi Astrup, der siden et kraniebrud og piskesmæld i 1991 har været under offentlig forsørgelse. Hun føler, at socialrådgiverne, der skal tildele hende økonomisk hjælp til eksempelvis tandlægebesøg, er stressede og korte for hovedet.
tirsdag 09. marts 2010
- Jydske Vestkysten, Business side 1 af Yvonn Tittel
Massefyrede kommer hurtigt i job
Når store virksomheder foretager massefyringer, frygter mange en lang periode uden job. Men det har vist sig, at 36 procent er selvforsørgende igen efter 3 måneder efter fratrædelsen. Det skriver Samspil.info, der er Arbejdsmarkedsstyrelsens nyhedsbrev om beskæftigelse. Niels Westergård-Nielsen, der er professor ved Handelshøjskolen i Århus, har forsket i, hvad der sker med de afskedigede efter en massefyring og tallene stemmer godt overens med hans forskning. Han forklarer, at fyrede i forbindelse med massefyringer generelt hurtigt kommer tilbage i job, fordi de ikke er blevet fyret for manglende kompetencer, men af sparerunde. "Men jeg havde nok ikke forventet, at det ville se så relativt godt ud i en periode, hvor tilbageslaget i økonomien er så voldsom som nu", siger han.
tirsdag 09. marts 2010
- Fyens Stiftstidende, forsiden og side 8-9 af Knud Raasthøj
Velfærd skal skabe 500 fynske job
Velfærdsteknologi skal skabe 500 arbejdspladser på Fyn. Markedet er der, og det vokser, for vi bliver flere, og vi lever længere, så det gælder bare for de fynske virksomheder om at kaste sig ud i det. Virksomhedsnetværket Welfare Tech Region har fået 77 millioner kroner til at gøre regionen til førende på området.
onsdag 10. marts 2010
- Jyllands-Posten, side 6 af Morten Vestergaard
Flere kommuner planlægger at afskedige lærere
22 ud af landets 98 kommuner planlægger at afskedige lærere. Det viser en rundspørge, som Danmarks Lærerforening har lavet. Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er bekymret over situationen. Han frygter, at situationen bliver værre, når regeringens konvergensprogram, som varsler nulvækst i den offentlige sektor, iværksættes. Klaus Majgaard, der er formand for børne- og kulturchefforeningen i landets kommuner, peger på, at det er normalt, at kommunerne hvert år justerer i antallet af lærere i forhold til antallet af børn.
onsdag 10. marts 2010
- Jyllands-Posten, side 6 (Erhverv) af Lone Andersen
Syddanmark forventer jobløst opsving
Virksomhederne i Region Syddanmark forventer ikke at skulle ansætte nye medarbejdere, selv om de tror på vækst og flere ordrer. Kun hver tiende virksomhed forventer at ansætte nye medarbejdere. Det viser en undersøgelse, som Region Syddanmark har lavet blandt 900 virksomheder i området.
onsdag 10. marts 2010
- Børsen, side 11 af Cecilie Rask Maagaard
2010 kan blive rædselsår for installatører
Sidste år faldt omsætningen i installatørbranchen med 15 procent svarende til 7,4 milliarder kroner. En ny markedsstatistik fra brancheorganisationen Tekniq tegner et dystert billede af fagområdet for 2010. Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i Tekniq, vurderer, at 2010 bliver værre end 2009. Han mener, at omsætningen vil falde med yderligere fem procent, og at beskæftigelse vil falde med 1.900 ansatte i løbet af i år. Dermed vil ledigheden ved udgangen af året ligge på 10 procent i elbranchen og 13 procent i vvsbranchen.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
Kvindelige naturvidenskabsstuderende mangler selvtillid
Kvindelige studerende på naturvidenskabelige uddannelser har ikke høje nok tanker om deres karrieremuligheder. En undersøgelse fra Ingeniørforeningen i Danmark (IDA) viser, at færre kvinder end mænd vil være ledere, selvstændige eller opfindere. Forventningerne til deres startløn er også gennemsnitligt 1.000 kroner mindre end mændenes.
onsdag 10. marts 2010
- Ekstra Bladet, side 2 (leder) og side 20 af Thomas Szlavik
- Frederiksborg Amts Avis, side 5
Underbetalte ungarere stiger i løn
Harboes Bryggerier har stoppet underbetalingen af de ungarske arbejdere, der tjente ned til 30 kroner i timen, arbejdede 16-18 timer om dagen og boede under kummerlige forhold i deres fritid. Harboe har opsagt samarbejdet med den ene underleverandør, der benyttede underbetalt arbejdskraft, og har krævet dansk overenskomst for en anden underleverandør. En overenskomst, der betyder, at arbejderne stiger fra 30 kroner i timen til 157 kroner i timen.
Bryggeriet overtræder desuden reglerne, når der skal skrives under på dokumenter til Arbejdstilsynet. I flere tilfælde har bryggeriets personalekoordinator, Stina Hansen, udgivet sig for at være sikkerhedsrepræsentant. Det er et brud på Arbejdsmiljøloven, der siger, at sikkerhedsrepræsentanten skal vælges blandt de menige medarbejdere og ikke blandt ledelsen. Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne på Christiansborg er forargede over Harboes optræden.
onsdag 10. marts 2010
- Politiken, Side 11 af Thomas Flensburg
- Børsen, side 23 af Sofie Kaae
HK går fra forhandlinger
Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK) forlod efter syv minutter overenskomstforhandlingerne for kontor- og lageransatte. Årsagen er, at DI ikke vil afskaffe 50 procent-reglen, der er HK's ultimative krav. Formanden for HK/Privat, Karin Retvig, kalder DI's afvisning arrogant. "At DI allerede efter fem minutter afbryder forhandlingerne er både dårlig opførsel og en forbrydelse mod forligsloven, der siger, at man skal indlede reelle forhandlinger", siger Karin Retvig. Hun afviser, at det var HK, der ødelagde forhandlingsmødet, og at HK er parate til at forhandle om afviklingsmetoden for 50 procent-reglen. Arbejdsmarkedsforsker fra Aalborg Universitet Flemming Ibsen tror ikke, at det vil lykkes for HK at komme af med reglen, fordi modstanden fra arbejdsgivernes side er stor. Forligsmand Asbjørn Jensen har foreløbigt givet de resterende områder resten af ugen til at nå løsninger på egen hånd, før han selv vil overtage slutspillet. Blandt de sidste forhandlinger foruden kontor- og lageransatte mangler der en aftale for slagteriarbejdere. Flemming Ibsen mener, at parterne på de to områder næppe bliver enige, og at forligsmandens involvering er uundgåelig.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 4 af Red.
Avisbude får overenskomst
10.000 avisbude har nu fået en overenskomst. 3Fs transportgruppe og Danske Mediers Arbejdsgiverforening er nået til enighed om en aftale. Som noget nyt gælder aftalen også for unge mellem 15 og 18 år.
mandag 08. marts 2010
- Nordjyske Stiftstidende, side 20 af Laust Stoltze
Nordjyder sparer mindst op til pensionen
Pensionisterne i de nordjyske kommuner er dem, der får mindst udbetalt ved siden af offentlige pensioner og ATP. "I Nordjylland er der nok flere selvstændige i forhold til andre steder, og selvstændige er meget dårlige til at tage beslutningen om at starte en pensionsopsaring, fordi de mener, de bare kan sælge firmaet," siger Ole Beier Sørensen, der er analysechef hos ATP. Men nordjydernes pensionsopsparing er også mindre end landsgennemsnittet. "Opsparingens størrelse afhænger jo af, hvor meget man får i løn. Og da relativt mange nordjyder er lavtlønnede eller ledige, så er opsparingen mindre," siger han.
onsdag 10. marts 2010
- Fyens Stiftstidende, side 28 af Jan Bonde
Byråd vil have praktikpladser
Politikerne i Byrådet i Middelfart Kommune vil gerne finde flere end de ni ekstra praktikpladser, som en aftale med Kommunernes Landsforening (KL), regeringen og Danske Regioner giver. Byrådet er gået i gang med at finde på alternative løsninger, der kan skaffe flere praktikpladser.
onsdag 10. marts 2010
- Berlingske Tidende, Business side 16 af ulha
Efterlønnere dør tidligere
Folk, der går på efterløn, har en kortere levetid end de, der bliver på arbejdspladsen. Gennemsnitligt lever mænd, der går på efterløn, 2,2 år mindre end deres jævnaldrende, der bliver på arbejdsmarkedet. For kvinder er tallet 1,3 år. Det viser en undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).
onsdag 10. marts 2010
- Jyllands-Posten, side 4 af Katrine Øgaard Jensen
Studerende tænker ikke på jobmuligheder
Studerende glemmer at overveje deres jobmuligheder, når de vælger uddannelse. "Manglende jobovervejelser er i dén grad noget, som vi mærker til, og vi synes, at det er ualmindeligt ærgerligt", siger formanden for Danske Gymnasiers Sammenslutning, Bjarke Dahl Mogensen. Undersøgelser fra flere danske universiteter viser, at de studerende først overvejer deres jobmuligheder efter dimmissionen. Valget af videregående uddannelse er ifølge forskningspolitisk chef i Dansk Erhverv, Jannik Lindemann, en af de vigtigste beslutninger i unge menneskers liv. "Man risikerer at tilbringe op til fem år på universitetet, hvorefter man kommer ud på et arbejdsmarked, som slet ikke siger en noget som helst, fordi man ikke har gjort sig nogen overvejelser om, hvorvidt arbejdsmarkedet stemmer overens med ens personlige præferencer", siger han. DI er bange for, at de manglende karrieretanker vil resultere i langtidsarbejdsløse.
onsdag 10. marts 2010
- Information, Side 12-13 af Emil Bergløv
DJØF'ere ansætter hinanden i ministerierne
80 procent af de ansatte i departementerne er medlemmer af Dansk Jurist- og Økonomi Forbund (DJØF). Af dem er 60 procent uddannet økonom, cand.scient.pol eller jurist.
Ifølge professor i økonomistyring, Per Nikolaj Bukh, fra Aalborg Universitet er det ikke en bevidst frasortering, men blot en tendens til at vælge medarbejdere, der ligner én selv.
Bent Greve, der har en doktorgrad i offentlig administration, opfordrer ministerierne til at tænke mere bredt, når de ansætter, da det kan være utrolig gavnligt at få medarbejdere, der tænker anderledes end resten.