Skip navigation


Service navigation


Presseklip fredag den 12. marts 2010

12.03.2010
torsdag 11. marts 2010
  • Nordjyske Stiftstidende, Forside og side 36 af Laust Stoltze
Unge kender ikke dagpengeregler
Mange studerende ved ikke, at de kan melde sig ind i en a-kasse helt gratis, hvis de har et studiejob. Derfor går mange af dem direkte fra studierne ud i ledighed og må undvære dagpenge i den første måned, fordi de først melder sig ind i a-kassen, når de har været til den afsluttende eksamen.


fredag 12. marts 2010
  • Jyllands-Posten, side 1 og 7 (Erhverv) af Lene Andersen
ATP advarer mod usikre pensionsordninger
ATP advarer mod den massive flytning af pensionsmidler over i ordninger, hvor der ikke er garanti for pengene til alderdommen. Pensionsselskaberne flytter i højere grad risiko over på kunderne, og det kan få alvorlige konsekvenser, mener Lars Rohde, der er direktør i ATP. Samfundet risikerer at komme til at stå med regningen, fordi pensionsopsparingerne bliver sat over styr.  


fredag 12. marts 2010
  • Jyllands-Posten, Erhverv side 2
Rettelse i Jyllands-Posten
JP beklager, at det onsdag fejlagtigt fremgik, at oprydningen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), der skal sikre, at LD fremover lever op til reglerne i Forvaltningsloven, skete efter Beskæftigelsesministeriets anvisninger. Oprydningen er forestået af LD's egen bestyrelse.


fredag 12. marts 2010
  • Information, side 6 af Henning Due
Kristian Jensen vil fjerne overflødige regler
Regeringens plan om flere samtaler på jobcentrene med langtidsledige vil føre til mere bureaukrati og tidsspilde. Sådan lyder kritikken fra flere fagfolk, blandt andre Bettina Post, der er formand for Socialrådgiverforeningen. Nu er Venstres gruppeformand på Christiansborg, Kristian Jensen, parat til at afskaffe flere af de unødvendige regler på beskæftigelsesområdet. "Jeg mener, at vi skal gå de nuværende regler kritisk igennem og fjerne dem, hvor besværet ikke står mål med effekterne", siger Kristian Jensen.


fredag 12. marts 2010
  • Børsen, side 2 af Grethe Christensen formand for DSA, Lis Pedersen formand for BUPL-A, Jørn Guldberg formand for IAK
A-kasser: Regler svækker hjælp til ledige
Formændene for en række af landets a-kasser efterlyser mere enkle regler, så det bliver nemmere for a-kasserne og den enkelte ledige at komme tilbage i job. A-kassernes formænd mener, at reglerne skal sætte rammerne og fungere som en hjælp, men formændene mener, at mange af reglerne virker mere som en kontrol af de ledige, og at det resulterer i unødig administration og bureaukrati. En af de regler, der især møder kritik, er reglen om, at alle ledige skal til en CV-samtale inden for de første tre ugers ledighed. Det kan være en god idé for mange medlemmer, men de personer, der har fået job i mellemtiden, skal alligevel til samtale, hvis de eksempelvis starter nyt job ugen efter. Hvis de ikke kommer til samtalen, mister de en del af deres dagpenge. Og det er absurd at gennemgå et CV, der allerede har skaffet dem i arbejde. Det skriver Grethe Christensen, der er formand for Sundhedsorganisationernes A-kasse (DSA), Lis Pedersen, der er formand for pædagogernes forbunds A-kasse (BUPL-A), og Jørn Guldberg, der er formand for Ingeniørernes A-kasse (IAK) i en kommentar. 


fredag 12. marts 2010
  • Frederiksborg Amts Avis, side 7 af WIED
Microsoft nomineret til fornem erhvervspris

It-virksomheden Microsoft får meget ros for deres rekruttering af arbejdskraft fra andre lande, og nu er virksomheden blevet nomineret af Institut for Menneskerettigheder til at vinde mangfoldighedsprisen Miaprisen for aktivt at fremme ligebehandling og mangfoldighed i virksomheden. Bogdana Botez er 28 år og kommer fra Rumænien. Hun blev for halvandet år siden headhuntet af Microsoft. Hun er præcis den type medarbejder, som Microsoft er på jagt efter på det globale jobmarked, fordi hun er kvinde, veluddannet og fra Østeuropa, hvor det tekniske niveau er meget højt. Selv ønsker Bogdana Botez at nuancere danskernes syn på folk fra de tidligere østblok-lande. 


fredag 12. marts 2010

  • Frederiksborg Amts Avis, side 7 af Ritzau
  • Jyllands-Posten, side 2 (Erhverv) af Ritzau
FTF: Mange fejl i udlændinges jobsager
Fagforbundet FTF kræver, at samtlige sager fra 2009, hvor udlændinge kom ind på det danske arbejdsmarked, bliver gennemgået. Det drejer sig om 2.000 sager, som FTF vil have genåbnet, fordi de mener, at der er fejl i sagerne. De cirka 2.000 udlændinge fik job i Danmark på baggrund af beløbsordningen, hvor de mindst skal tjene 375.00 kroner om året. Fejlene består i, at de ansatte ikke har fået det beløb i løn, som oprindeligt er oplyst. Det mener FTFs formand, Bente Sorgenfrey.


torsdag 11. marts 2010
  • Fyens Stiftstidende, side 17 af Tim Visti
Syv fyres på Jobcenter

Jobcenter Faaborg-Midtfyn i Ringe fyrer syv ud af 120 medarbejdere, fordi en række arbejdsgange skal rationaliseres.


fredag 12. marts 2010
  • Politiken, Side 4 af Maj Susanne Junker
Debat om fattigdomsartikel
Onsdag bragte Politiken en historie om fattigdom, hvor Heidi Astrup, der har været på kontanthjælp i 18 år, fortalte om sin skrabede tilværelse med en indkomst efter skat på 16.000 kroner om måneden. Hun fortalte blandt andet, at hendes husleje på 7.000 kroner var lidt for høj, men at hun ikke orkede at flytte.

Historien har fået mange til at reagere. Blandt andre skrev Anne Malmros på politiken.dk: "Jeg er akademiker og ansat i staten. Efter skat har jeg 22.000 kroner udbetalt. Jeg har et meget krævende og stressende job, som jeg har måttet uddanne mig i mange år for at få! Heidi Astrup får knap 16.000 kroner foræret for at sidde på sin bagdel! Sådanne historier får mig til at miste lysten til at gå på arbejde!".

Familieforsker Dorte Kousholt fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole på Århus Universitet fortæller, at det ofte er sværere for de trængte familier, der er præget af eksempelvis ledighed og sygdom at få løst deres grundlæggende problemer.


torsdag 11. marts 2010
  • Fyens Stiftstidende, side 30
Møde om byggestop på Fyn
Byggefagenes Samvirke i Odense indbyder alle arbejdsløse bygningsarbejdere til stormøde. En række folketingsmedlemmer vil også deltage, og emnet er forholdene for de ledige bygningsarbejdere.


fredag 12. marts 2010
  • Jyllands-Posten, side 5 (Erhverv) af Lone Andersen
  • Børsen, side 16 af Borsen.dk
Færre afskedigelser i vente
Færre danskere kan forvente en fyreseddel i den kommende tid, og ledigheden synes generelt at være i bedring. Antallet af fyringsvarsler var i februar 826 personer, hvilket er et fald fra 1.543 personer i januar. Det viser nye tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen. Der kommer alligevel fyringsrunder, og det hænger sammen med mange virksomheders dybe skepsis over for fremgang. I det sydlige Danmark er der fortsat en tydelig stigning i fyringsvarslerne, fordi der er mange industrivirksomheder i området, og de er hårdt ramt af krisen.


fredag 12. marts 2010
  • Berlingske Tidende, Business side 16 af Lars Erik Skovgaard
Eksporten er vigtig for jobskabelse

Der er stadig ikke bedre tider på vej for eksporten. Selv om mange havde håbet på fremgang, faldt eksporten i januar med 2,5 procent sammenlignet med sidste år. Det viser tal fra Danmarks Statistik. Den danske eksport danner grundlag for tusindvis af danske arbejdspladser og er derfor en vigtigere motor for økonomien end eksempelvis forbruget, som regeringen har satset på at stimulere, skriver avisen.


fredag 12. marts 2010

  • Information, side 4 af Ritzau
DA: Månedlige samtaler med langtidsledige er en god idé
Formanden for Socialrådgiverne, Bettina Post, har misforstået sin opgave, når hun kritiserer, at regeringen vil have, at langtidsledige skal til en månedlig samtale i jobcentret. Det mener Dansk Arbejdsgiverforening (DA). Bettina Post mener, at det er spild af tid, og at det tilfører systemet mere bureaukrati at afholde samtalerne. "Jeg er målløs over Bettina Posts argumenter. I kølvandet på finanskrisen er der mange arbejdsduelige, der er endt som langtidsledige. Her er det vigtigt, at Bettina Post og resten af socialrådgiverne skaber mere kontakt mellem jobcentrene og de langtidsledige, så de hurtigst muligt kan komme i job igen", siger DA-direktør Henrik Bach Mortensen. 


fredag 12. marts 2010
  • Politiken, Side 15 af Michael Lund, Thomas Flensburg
SAS: Kabinepersonales lønninger skal skæres kraftigt ned
Dansk kabinepersonale rammes hårdere end deres svenske og norske kolleger af SAS' nye spareplan. Det danske kabinepersonale skal spare 86 millioner kroner på lønninger, mens det norske og svenske skal spare henholdsvis 13 og 19 millioner kroner. Kabinepersonalets fagforbund CAU forhandler i øjeblikket med SAS i Forligsinstitutionen, og CAU har meddelt, at de vil acceptere sparekravet, hvis SAS til gengæld kan garantere, at der ikke vil komme fyringer.


fredag 12. marts 2010
  • Berlingske Tidende, Business side 24 af Rikke Gundersen
  • Information, side 6 af Marchen Neel Gjertsen
OECD-anbefalinger til Danmark
Danskerne skal arbejde mere, gå senere på pension, og så skal skatten på arbejde sættes ned, og satserne for overførselsindkomster skal også nedbringes. Sådan lyder anbefalingerne i en ny rapport fra OECD med generalsekretær Angel Gurrias i spidsen.


fredag 12. marts 2010
  • Frederiksborg Amts Avis, side 7
  • Politiken, Side 13 og Kultur side 8 af Ritzau, Christian Lyhne Ibsen
  • Berlingske Tidende, Business side 17 af Chris Kjær Jessen
  • Børsen, Side 16 af Red.
Forligsmand sætter deadline for overenskomster
Hvis ikke arbejdsmarkedets parter er blevet enige om en overenskomstaftale på mandag klokken 12.00, vil forligsmand Asbjørn Jensen gå ind i forhandlingerne. Et af de mest centrale problemer er mellem slagteriarbejderne i Fødevareforbundet NNF og deres arbejdsgivere, hvor truslen fra Danish Crown om outsourcing af arbejdspladser præger forhandlingerne. Et andet problem er Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund (HK) Privat, der har afskaffelsen af den såkaldte 50-procentsregel som ultimativt krav.


torsdag 11. marts 2010
  • Fyens Stiftstidende, side 33 af Ole Frank Rasmussen
Højtuddannede unge uden job
Mere end hver tredje nyuddannede cand.merc. fra Syddansk Universitet står uden job, og 31 procent af nyuddannede fra de fynske handelshøjskoler er ligeledes uden arbejde.


fredag 12. marts 2010
  • Børsen, side 18 af Jørgen Bendsen
Ansatte i Skat gider ikke betale skat
Blandt Skat og Skatteministeriets egne ansatte har tre fjerdedele sagt nej til at få lagt 3.000 kroner oveni årsindkomsten, der følger af multimedieskatten. De ansatte har dermed frasagt sig muligheden for at have privat adgang til arbejdsgiverbetalt mobiltelefon, bredbånd eller pc. Det oplyser skatteminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Socialdemokraternes skatteordfører, Nick Hækkerup. 



Kontaktinformation

Beskæftigelsesministeriet
|
Ved Stranden 8
|
1061 København K
|
Telefon: 7220 5000
|
Fax: 33 12 13 78
|
E-mail:

Genveje

Genveje